• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

centralvarme

Oprindelig forfatter KOve Seneste forfatter Lene Vistrup

centralvarme, varmeanlæg, hvor varmen produceres et centralt sted i bygningen og derfra fordeles til de rum, der skal opvarmes. Langt de fleste bygninger er i dag forsynet med centralvarme, hvorfor varmeanlæg oftere benævnes efter energiform, fx oliefyring eller elvarme, efter leveringsform, fx fjernvarme, eller efter fordelingsform, fx luftvarme.

Opvarmning ved åben ild har været kendt siden forhistorisk tid, men fordelingen af varmen fra et centralt sted har været et problem. Med kendskabet til damps egenskaber og fremkomsten af stål- og kobberrør opstod der en ny mulighed for transport af varme. Dampens tryk kan, selv over store afstande, bruges til at transportere den varme damp gennem et rørnet til radiatorer i hvert enkelt rum i en bygning. Samme anlægstype med et rørnet og radiatorer viste sig også med fordel at kunne bruges med varmt vand. Her er ganske vist ingen drivkraft i form af tryk, men da varmt vand har en mindre massefylde end koldt vand, kan cirkulation opretholdes ved, at det varme vand stiger op i systemet, og det afkølede vand søger nedad. Denne anlægsform har medvirket til en kraftig udbredelse af centralvarmen; det samme gælder indførelsen af cirkulationspumper, som har muliggjort anvendelsen af små rørdimensioner med en smidig rørføring til følge.

I en vis udstrækning anvendes centralvarme også i form af luftvarmeanlæg, hvor fremkomsten af ventilatorer har gjort det nemt at transportere den varme luft ud til rummene. Særlig i tilfælde, hvor der en del af året er et kølebehov, har anlæg med luft en fordel frem for anlæg med vand.