Varmeflade, den del af et varme- eller ventilationsanlæg, som overfører varmen til de rum, der skal opvarmes. Radiatorer er de mest anvendte varmeflader; de findes i mange former som fx søjle-, panel- og fodpanelradiatorer. Varmen overføres ved en blanding af konvektionluftstrømning) og varmestråling. Plane flader som panelradiatorer afgiver forholdsvis mere varme ved stråling end fx søjleradiatorer, der afgiver mere varme ved konvektion, fordi de har et stort overfladeareal i forhold til deres udstrækning. Varmeflader, der overvejende afgiver varmen ved konvektion, kaldes konvektorer som fx et ribberør anbragt under en rist i gulv.

Ved gulvvarmeanlæg udgøres varmefladen af gulvet, hvori rør kan være indstøbt eller anbragt mellem betondæk og gulvbelægning. Ved loftvarmeanlæg kan rør ligeledes være indstøbt, men hyppigere vil de indgå i et nedhængt loft. Da den største del af varmen fra loftvarmeanlæg overføres ved stråling, kaldes disse anlæg ofte strålevarmeanlæg.

Varmeflader i ventilations- og klimaanlæg (varmevekslere) overfører varmen fra varmemediet til den luft, der skal indblæses i rummene.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig