Formbarhedsgrænsekurve, FGK, kurve, som angiver, hvor meget et plademateriale kan deformeres, før det bliver instabilt og bryder. FGK anvendes bl.a. til at bestemme formbarheden ved pladeformgivning, fx optrækning af karosseridele og varmevekslerplader samt dybtrukne emner som fx køkkenvaske. Formbarhedskurven bestemmes ved at påføre et plademateriale et net af cirkler, som efter påvirkning opmåles; derved konstateres det, hvor stor deformation (tøjning, ε = ln (d1/d)) der er sket det pågældende sted, og i hvilken retning den er sket. Resultatet plottes i et tøjningsdiagram med εmin som abscisse og εmaks som ordinat. Se også materialeprøvning.