beton (Historie)

Beton (Historie), Betonlignende materialer har været fremstillet siden oldtiden, men ikke med de cementtyper, der anvendes i dag. Egypterne brugte gips som bindemiddel, og selvom denne type beton kunne opløses af vand, var den dog alligevel brugbar inde i de store pyramider. Grækerne og romerne brændte kalk til fremstilling af murmørtel og opdagede, at hvis brændt kalk blandes med vulkansk aske, fremkommer et såkaldt hydraulisk bindemiddel, dvs. et pulver, der hærdner ved blanding med vand, og som derefter er bestandigt over for vand. Romerne lavede beton ved at blande dette bindemiddel med knust teglsten. Pantheonkuplen i Rom er lavet af beton og er stort set upåvirket af de forløbne to årtusinder.

Med romernes tab af herredømmet i Europa gik betonteknologien tabt og blev først genopdaget, da portlandcement blev opfundet i 1824. Fra midten af 1800-t. blev beton stadig mere udbredt, først til militære anlæg. I 1861 blev der støbt krudtmagasiner af beton ved Dybbøl, og disses evne til at modstå artillerigranater bidrog væsentligt til Dybbølstillingens modstandskraft. Efter Dybbøls fald i 1864 sprængte tyskerne magasinerne i luften, men de itusprængte rester ligger stadig 130 år efter næsten uforvitrede på stedet. Andre vigtige militære anlæg i beton er Prøvestenen og Vestvolden ved København.

Omkring 1890 begyndte beton at vinde indpas i civile bygningsværker, i takt med at konstruktørerne begyndte at indlægge armering til at optage trækkræfterne. Denne kombination af beton og armering, jernbeton, medførte en revolution inden for arkitektur og ingeniørvidenskab. Der kunne nu laves bjælker, søjler og plader af et vejrbestandigt materiale, og arkitekterne kunne udnytte jernbetons fleksibilitet til at formgive bygningerne efter eget ønske. Statens Museum for Kunst er således opført i jernbeton i 1890, og i 1894 udførtes ligeledes i København en fodgængerbro ved Langelinie. Christiansborg Slot blev fuldført i 1928 som det dengang største betonhusbyggeri i Danmark.

Brugen af beton tog særlig fart efter 2. Verdenskrig, da de store årgange skulle have boliger, og de traditionelle håndværk ikke kunne følge med behovet. Byggeriet blev industrialiseret med udbredt anvendelse af betonelementer. Forbruget af beton øgedes kraftigt i 1960'erne og 70'erne, hvilket ofte medførte sjusk og fejlagtig anvendelse af materialet. Som følge heraf opstod i 1980'erne mange betonskader, og store og kostbare reparationsarbejder måtte iværksættes.

Denne situation medførte i 1986 en kraftig skærpelse af kvalitetskravene i form af Basisbetonbeskrivelsen, en standardbeskrivelse, der skulle sikre anvendelse af ensartede kravformuleringer til al statsligt og statsstøttet byggeri.