Storebæltsforbindelsen er den faste forbindelse over Storebælt, der forbinder Sjælland og Fyn ved Halsskov og Knudshoved. Storebæltsforbindelsen består af Vestbroen, der er en kombineret vej- og jernbanebro, vej- og jernbaneanlægget på Sprogø, Østbroen, der er til vejtrafik, og Østtunnelen, der er et jernbaneanlæg.
A/S Storebælt, som har projekteret, anlagt og nu driver forbindelsen, ejes af Sund & Bælt Holding A/S.
De første realistiske planer om en forbindelse over Storebælt fremkom i midten af 1930'erne efter indvielsen af Lillebæltsbroen, og der var på Finansloven for 1939 afsat et beløb til udførelse af bundundersøgelser som det første skridt i brobyggeriet. Udbruddet af 2. Verdenskrig satte imidlertid en stopper for planerne.
Igen i midten af 1960'erne blev der taget adskillige tilløb til igangsætning af byggeriet, men den endelige anlægslov for Storebæltsforbindelsen blev først vedtaget i 1987. Ifølge denne skulle forbindelsen etableres i to etaper med jernbaneforbindelsen først og vejforbindelsen tre år senere, hhv. 1994 og 1997. Det første brobyggeri blev derfor Vestbroen, som indgik i jernbaneforbindelsen, der påbegyndtes sammen med tunnelbyggeriet i 1989.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.