Kunstveje er veje, som er anlagt efter en overordnet plan i modsætning til veje, der er opstået fra trafikkens snoede spor gennem terrænet.

De ældste kunstveje i Danmark er kongevejene mellem de kongelige residenser, der blev påbegyndt af Frederik 2. i 1584 fra København til Kronborg. De næste var de snorlige hovedlandeveje (chausséer) mellem landsdelene, anlagt efter fransk inspiration i slutningen af 1700-tallet.

Som regel er kunstvejene opbygget med sten og grus, så der ikke opstår hjulspor. Det betyder at de kan befærdes af køretøjer med forskellige sporvidde i modsætning til hjulsporsvejne, der er formet af den dominerende trafik. Derfor har kunstvejene også indflydelse på lanceringen af særlige køretøjer – fx kuskevognene på kongevejene og de mange forskellige typer af rejsevogne på chauseerne.

Ud over de anlagte kunstveje ses der flere gren-, planke- eller stenbrolagte vejforløb og trædestensforløb, der ligesom egentlige broer har ledt trafikken over vandløb og våde områder i dansk oldtid og ældre middelalder, fx Borremosevejen, Tibirkevejen, Broskovvejen, Risbyvejen eller broerne ved Sjellebro og Rauning Enge. De frigravede sten brolægninger har været dækket af jord eller grus for at kunne befærdes af oldtidens trækdyr og køretøjer. Et antal stenbrolagte vejstrækninger med høje randsten og ofte en markeret midterlinje fx til Kalø Slot, på Fyn, ved Jystrup, ved Gurre Slot og i Sydsjælland, der kaldes Valdemarsveje, og kongeveje må derfor være fra middeladeren eller renæssancen, hvor hestesko og fælgbeslag af jern er indført.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig