Opfindelse, teknisk nyskabelse, som er blevet til ved en menneskelig indsats. For at man kan tale om en opfindelse, skal opfinderen have tilvejebragt nye tekniske midler, som medfører en veldefineret effekt, i modsætning til den rene opdagelse, som er menneskets erkendelse af noget, der allerede findes i naturen. Opfindelser kan vedrøre enhver form for teknik, fx mekaniske genstande, tekniske fremgangsmåder, kemiske forbindelser, lægemidler, elektroniske kredsløb eller fødevarer.