teknologi

Teknologiledelse fremkom omkring 1980 som et centralt element i en organisations overordnede strategiske ledelsesarbejde. Disciplinens fremkomst er begrundet i, at valg af og investering i ny teknologi normalt vil begrænse organisationens handlemuligheder flere år frem i tiden.

Teknologiledelse anvendes til at fastholde og/eller forbedre organisationens teknologiske, herunder videns- og kompetencemæssige fordele, og de heraf følgende konkurrencefordele.

Centrale teknologiledelsesaktiviteter omfatter: 1) overvågning og afsøgning af ny teknologi og/eller af nye behov muliggjort heraf, 2) analyse og vurdering af ny teknologi og/eller affødte markedsbehov, 3) udvikling af ny teknologi, 4) ledelse af organisationens forsknings- og udviklingsaktiviteter, 5) resursefordeling til udviklingsformål, 6) fastholdelse og/eller justering af organisationens videns- og kompetenceniveau.

Teknologioverførsel er en proces, hvorved en teknologi, dvs. en sum af viden, færdigheder, metoder og værktøjer, der er udviklet et sted, bliver tilpasset og udnyttet et andet sted. Teknologioverførsel skal ses i modsætning til teknologidiffusion, der er en ustruktureret spredning af samme elementer. Teknologioverførsel anvendes især i forbindelse med overførsel af viden fra universiteter til industri og fra ilande til ulande.

Der er igennem årene etableret mange formelt organiserede og ofte statsstøttede mekanismer med henblik på at fremme teknologioverførsel og dermed nyttiggørelse af forskningsresultater.

Ved Lov om teknologioverførsel mv. ved offentlige forskningsinstitutioner er det fra 2005 muligt for forskningsinstitutioner at stifte eller indgå i erhvervsdrivende virksomheder for derved at fremme omsætningen af ny viden og teknologi.

Teknologivurdering er en systematisk og alsidig vurdering af de samfundsmæssige og menneskelige konsekvenser af eksisterende eller ny teknologi. Der er tale om helhedsvurderinger, hvori der indgår tekniske, økonomiske, sociale, miljømæssige, sundhedsmæssige og andre forhold. Teknologivurderinger bidrager til at afklare de politiske valgmuligheder og styrke den politiske proces.

Interessen for teknologivurdering kom med den skepsis over for ny teknologi, der i slutningen af 1960'erne opstod hos store dele af den vestlige verdens befolkning. I 1973 oprettede den amerikanske kongres Office of Technological Assessment, som dannede forbillede for uafhængige teknologivurderingsorganer i mange europæiske lande. I Danmark oprettedes i 1986 Teknologinævnet, der i 1995 fik navneforandring til Teknologirådet.

Den tekniske udvikling har fra 1900-t. givet menneskets handlinger en længere rækkevidde, så moralske spørgsmål om ansvar ikke kun opstår i nære forhold mellem mennesker.

Handlinger kan have konsekvenser, som er vanskelige at forudsige, og som rækker langt ud i fremtiden. Skal disse handlinger vurderes etisk efter, om de skader eller gavner, må nærværsetik suppleres med afstandsetik.

Mens nærværsetik kan forudsætte, at modpartens væsen er kendt, at handlinger har en begrænset rækkevidde, og at traditionen rummer svar på rigtigt og forkert, så sætter afstandsetikken spørgsmålstegn ved disse antagelser.

I sidste instans kan indførelsen af ny teknik anfægte menneskets væsen, livskvalitet og overlevelse, og teknologietik får berøringsflader med bioetik. Hermed brydes den teknologioptimisme, som indgik i fremskridtstroen fra oplysningstiden i 1700-t.

Teknologietikkens opgave bliver at vurdere den risiko, som er forbundet med at indføre ny teknik, og dermed at afveje fordele og ulemper, ofte under stor usikkerhed om forskellige faktorers vægt og samspil. Samtidig opstår problemet: Hvordan er det muligt at lokalisere ansvar i komplekse beslutningsprocesser?

En central skikkelse i diskussionen om teknologietik er den tysk-amerikanske filosof og religionshistoriker Hans Jonas (1903-93), der skrev Das Prinzip Verantwortung (1979, da. Ansvarets etik. Udkast til en etik for den teknologiske civilisation, 1999).