Dansk Ingeniørforening, DIF, interesseorganisation stiftet i 1892. Som medlemmer kunne optages kandidater fra Den Polytekniske Læreanstalt, kandidater med ingeniøruddannelse fra Officersskolen samt kandidater fra udenlandske tekniske højskoler. Foreningen havde til formål "at fremme det kollegiale Forhold, hævde den videnskabelig-tekniske Uddannelses Betydning og virke for Standens Interesser".

DIF fik hurtigt indflydelse på den teknologiske udvikling. I 1893 begyndte foreningen at udarbejde standarder og normer. Standarder blev overtaget af Standardiseringsrådet i 1926, mens normarbejdet fortsatte i DIF indtil begyndelsen af 1990'erne, hvor det blev overtaget af Dansk Standard. På foreningens initiativ oprettedes Statsprøveanstalten i 1896; den blev overtaget af staten i 1909. DIF spillede også en væsentlig rolle ved etableringen af akademiingeniøruddannelsen i 1957 og ved udflytningen af Den Polytekniske Læreanstalt til Lundtofte i 1960'erne.

DIF indgik i 1952 overenskomst med staten for en række civilingeniører, der hidtil havde været ansat som tjenestemænd. Det var første gang, der blev indgået overenskomst med en akademikerorganisation, og den betød et kraftigt løft for civilingeniørernes lønninger. Fagforeningsarbejdet fik fra 1960'erne højere prioritet i foreningen, samtidig med at indflydelsen på samfundets politik i tekniske spørgsmål blev mindre.

I 1995 fusionerede DIF med Ingeniørsammenslutningen til Ingeniørforeningen i Danmark.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig