Ingeniør-Sammenslutningen, I-S, interesseorganisation stiftet 1937 ved sammenslutning af Ingeniør- og Konstruktør-Sammenslutningen, IKS, Foreningen af Elektro- og Maskinbygnings-Ingeniører, EMI, og Bygnings-Teknikum-Ingeniørforeningen, BTI. Som medlemmer kunne optages ingeniører fra teknika. I 1973 stiftede I-S den statsanerkendte Ingeniørernes Arbejdsløshedskasse, IAK, som også Dansk Ingeniørforening tilsluttede sig to år senere. I-S fusionerede i 1995 med Dansk Ingeniørforening til Ingeniørforeningen i Danmark.