Erik H. Erikson

Erik H. Erikson, Erik Homburger Erikson, 1902-1994, tysk-amerikansk psykoanalytiker og udviklingspsykolog; født af danske forældre, men efter moderens andet ægteskab opvokset i Tyskland. 1927 blev han lærer i Wien ved en lille skole oprettet i 1925 af Dorothy Burlingham (1891-1979); 1927-33 gennemgik han en psykoanalytisk uddannelse med analyse hos Anna Freud. Efter emigration til USA i 1933 arbejdede han som børneanalytiker og udførte kulturantropologisk forskning. Eriksons akademiske karriere er usædvanlig, idet han aldrig tog nogen akademisk grad, men han nåede at blive professor i psykologi ved University of California (Berkeley), ved Yale og ved Harvard University (1960-70).

Erikson videreførte sammen med andre emigrerede kolleger psykoanalysen i USA med særlig fokus på jeget og kulturens indflydelse på identitetsdannelsen. Hans pædagogiske erfaringer satte sig tydelige spor i hans teorier om udviklingen af personligheden, som han betragtede som en livslang proces, forløbende gennem otte stadier, der hvert er karakteriseret ved et spændingsforhold mellem to modsætninger. Menneskets otte "livsaldre" og de tilhørende psykosociale kriser præsenteres i hans hovedværk Childhood and Society (1950, da. 1968), hans mest kendte bog, der har haft væsentlig indflydelse på vestlig pædagogik. Hans centrale begreb er basic trust ('grundlæggende tillid'), den byggesten, hvorpå al senere identitetsudvikling baserer sig. Identity, Youth and Crisis (1968, da. 1971) og The Life Cycle Completed (1982, da. 1983) videreudvikler teorierne. I sit forfatterskab har Erikson desuden analyseret kendte personer på grundlag af foreliggende oplysninger om deres barndom og livsforløb, fx Young Man Luther (1958) og Gandhi's Truth on the Origins of Militant Nonviolence (1969).