Lev Vygotskij

Lev Vygotskij, 17.11.1896-11.6.1934, russisk psykolog, opvokset i Hviderusland i en jødisk familie. Han var universitetsuddannet i litteratur, kunst og jura, da han i begyndelsen af 1920'erne begyndte at studere psykologi, foranlediget af sit arbejde med børn med udviklingsforstyrrelser. Fra midten af 1920'erne samarbejdede han med A.R. Luria og A.N. Leontjev, der efter hans død førte hans teorier videre (se marxisme (marxistisk psykologi)).

Vygotskij undersøgte udviklingen af og sammenhængen mellem tænkning og sprog. Han så sproget som et mentalt redskab for tænkning analogt med konkret arbejde med redskaber. Vygotskij formulerede begrebet zonen for den nærmeste udvikling, som er det område, hvor barnet sammen med en voksen kan klare opgaver, som det endnu ikke kan klare på egen hånd. Begrebet har fortsat stor betydning i pædagogik, da det påpeger takten i læringen. Desuden beskæftigede han sig med leg, kreativitet og fantasi.

Vygotskij døde af tuberkulose 37 år gammel efter en stadig mere intens arbejdsindsats. Fra sygesengen dikterede han hovedværket Tænkning og sprog, 1-2, der udkom kort efter hans død (da. 1971 og 1974). Han efterlod sig et omfattende og fortsat højt anerkendt videnskabeligt arbejde. I 1936 blev hans værker og synsmåder, der var velkendte fra hans forelæsninger og artikler, forbudt af Det Kommunistiske Partis Centralkomité, der anklagede ham for idealistisk og ikke-marxistisk tænkning, herunder brug af pædagogiske og psykologiske test. Han var stort set ukendt i den vestlige verden, indtil hans arbejder i 1956 efter tøbruddet igen blev tilladt.

Vygotskijs videnskabelige arbejder og pædagogiske overvejelser har fortsat stor indflydelse på både psykologisk og pædagogisk tænkning og praksis i den internationale verden. Han omtales af og til som psykologiens Mozart. På dansk findes endv. Om barnets psykiske udvikling (1982).