de fire temperamenter

de fire temperamenter, (lat. temperamentum 'passende blanding'), læren om temperamenterne, opstod i antikken hos grækeren Hippokrates omkring 400 f.Kr. og blev senere udbygget af den græsk-romerske læge Galenos.

Den antager, at der er fire temperamenter, hvoraf et er særlig dominerende hos det enkelte menneske. Det sangvinske temperament er optimistisk, det melankolske tungsindigt, det koleriske heftigt og det flegmatiske sindigt.

Temperamenterne mentes at være forårsaget af en bestemt blanding af de fire legemsvæsker blod, sort galde, gul galde og slim, se humoralpatologi. Man mente endvidere, at der fandtes en sammenhæng mellem makrokosmos og mikrokosmos, idet der til hver legemsvæske svarede et af de fire kosmiske elementer luft, jord, ild og vand på følgende måde: Til luften, der er varm og fugtig, svarer blod, og til blod det sangvinske temperament. Til jorden, der er kold og tør, svarer sort galde, og til sort galde det melankolske temperament. Til ilden, der er varm og tør, svarer gul galde og til gul galde det koleriske temperament. Til vandet, der er koldt og fugtigt, svarer slim eller lymfe, og til slim det flegmatiske temperament.

Læren om de fire temperamenter har spillet en betydelig rolle i kunsten, men er for unuanceret til direkte anvendelse i moderne videnskab. Teorien om et individuelt karakteriserende medfødt temperament har imidlertid gyldighed i dele af psykologien og støttes tilsyneladende af undersøgelser af identiske tvillinger opvokset hver for sig.

Temperament indgår som en blandt flere komponenter i en anerkendt personlighedspsykologisk teori udformet af den tysk-britiske psykolog Hans Jürgen Eysenck. Udforskningen af spædbørn viser, at de fra fødslen er tydeligt forskellige i henseende til fx veltilpassethed, irritabilitet, tempo, omgængelighed, letantændelighed, impulsivitet, ængstelighed, grædefærdighed og meget mere.

Langtidsundersøgelser synes at godtgøre, at skønt sådanne egenskaber ændres gennem opvæksten, forbliver der individuelle særpræg stammende fra fødslen. Se også følelser.

Med renæssancens interesse for psykologi begyndte de fire temperamenter at optræde i kunsten. Det skete i forbindelse med læren om sjælens afhængighed af planeterne: Mars står for det koleriske, Jupiter for det sangvinske og den mørke Saturn for flegma og melankoli. Især var Saturn interessant, fordi han repræsenterede det underbevidste, og hans "børn" var bl.a. kunstnere og filosoffer.

Saturns børn blev fremstillet som grublende figurer med hånd under kind som i Albrecht Dürers stik Melankolien fra 1514. Inden for portrætkunsten blev det mondænt for adelen at se sig selv som sortklædte, melankolske "saturnikere".