deja-vu

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Indholdsfortegnelse

/files/6515/=ud_a_243714.mp3?revision=1

deja-vu, (fr. 'allerede set'), oplevelse af en nuværende situation eller begivenhed med et påtrængende præg af, at den er en nøjagtig gentagelse af noget tidligere oplevet, der dog ikke kan huskes eller tidsfæstes nærmere. Deja-vu betegnes undertiden som en erindrings- eller hukommelsesillusion (paramnesi), fordi indtrykket af bekendthed ikke ledsages af en klar erindring eller genkendelse. Deja-vu-oplevelser er hos de fleste relativt sjældne og som regel ganske kortvarige, men de kan optræde hyppigere og mere vedvarende ved visse typer neurologiske lidelser, særligt epilepsi.

Deja-vu blev først beskrevet i 1880'erne af franske psykiatere og psykologer (J.M. Charcot, T.A. Ribot) og blev omkring århundredskiftet opfattet som et vigtigt symptom på manglende virkelighedskontakt i almindelighed og dermed på psykisk sygdom. Freud mente således i 1907, at deja-vu skyldtes ubevidste, fortrængte erindringer om tidligere drømme eller dagdrømme. Det uforklarlige skær, der ofte hviler over deja-vu-oplevelser, har givet anledning til parapsykologiske tolkninger, fx som støtte for reinkarnation (deja-vu skyldes erindring fra en tidligere tilværelse) eller clairvoyance (deja-vu skyldes erindring om at have forudset det, der nu sker).

En enklere opfattelse blev allerede i 1890 fremsat af William James, der antog, at spredte ligheder mellem en nuværende og en vagt husket situation kan fremkalde en illusion om fuldstændig gentagelse, såfremt bevidstheden er uklar og sløret, fx ved stærk affekt, udmattelse eller sygdom. Bevidsthedstilstanden omkring epileptiske anfald er netop karakteriseret ved en sådan sløring. Endvidere forklares herved, at oplevelsen af deja-vu normalt forsvinder ved nøjere betragtning.


 

Kommentarer

Skriv kommentar

Her kan du skrive en kommentar til artiklen. Du skal være logget ind for at kunne skrive kommentarer.

Hvad er en kommentar? Her kan du kommentere artiklens indhold. Dine kommentarer er synlige for alle brugere.

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   E-bøger
hos g.dk

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

Filer

FilTilføjet af 
 ud_a_243714.mp3 (6.51 kB)

Ingen beskrivelse

Admin

29/01/2009

Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste forfatter
Redaktionen
29/01/2009
Ekspert
MKB
Oprindelig forfatter
SFL
29/01/2009

© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki