humanistisk psykologi

humanistisk psykologi, amerikansk psykologisk retning fra 1950'erne og 1960'erne med kontinentale rødder. Dens ledende skikkelser er Andreas Angyal, James F.T. Bugental, Victor Frankl, Aldous Huxley, Arthur Koestler, Rollo May, Abraham H. Maslow (der betragtes som dens stifter), Carl Rogers og Charlotte Bühler. Gordon W. Allport, Kurt Goldstein (1878-1965), George Kelly (1905-67) og Henry A. Murray regnes undertiden også til kredsen.

Den humanistiske psykologi opstod i opposition til de to skoler behaviorisme og psykoanalyse, der dominerede datidens amerikanske psykologi, og blev derfor også kaldt "den tredje kraft". Retningen tager afstand fra den opfattelse, at mennesket kun er et biologisk og socialt bestemt væsen, der kan undersøges og forklares med naturvidenskabelige og samfundsvidenskabelige metoder og teorier. I stedet fremhæves menneskets oplevelser, værdier, meningssøgen, målstræben og fremtidsrettethed, autonomi og relative frihed til at danne sig selv, sin vækst, livslange udvikling og iboende potentialers selvaktualisering. Disse specifikt menneskelige egenskaber er ifølge humanistisk psykologi de centrale at udforske, forstå og fortolke i et humanvidenskabeligt, antropologisk og filosofisk helhedsperspektiv med kvalitative metoder snarere end med kvantitativt eksperimentelle og empirisk kontrollerede metoder.

Den humanistiske psykologi udgør både en psykologisk skole og en bevægelse i den forstand, at den imod dens ønske til dels blev annekteret af 1960'ernes øvrige "modkulturer" som deres psykologi, hvorved den fik tillagt en ufortjent tendens til uvidenskabelighed.

Nogle af retningens hovedpersoner er delvis påvirket af gestaltpsykologi, fænomenologisk psykologi og eksistentialistisk psykologi.