kunstpsykologi

kunstpsykologi, undersøger de psykologiske processer, der er virksomme i forbindelse med menneskets kunstneriske skaben og opleven.

Inden for denne brede ramme har en række forskellige forskningsområder igennem tiden udviklet sig. Perceptions- og kognitionspsykologien har, foruden studier af vores form-, lyd- og farveoplevelse, beskæftiget sig med, hvordan den kunstneriske illusion af liv fremkommer som en kombineret følge af den kunstneriske teknik, det menneskelige sanseapparat og det mentale rum af viden, som oplevelsen tager form i. Et hovedværk inden for denne tradition er E.H. Gombrichs Art and Illusion (1960). Personlighedspsykologien har på sin side interesseret sig for, hvilke træk der karakteriserer det skabende menneske, hvordan disse dannes, såvel som for, hvilke behov der ligger til grund for den kunstneriske aktivitet. Centrale skikkelser har her været Freud, C.G. Jung, Erich Neumann, Otto Rank, Ernst Kris, Hanna Segal, Frank Barron (f. 1922) og H.J. Eysenck. Man strides især om spørgsmålet, hvorvidt den kunstneriske skaben er et basalt livsudtryk i egen ret eller snarere må betragtes som en erstatning for — eller et symptom på — noget mere primært (fx den seksuelle impuls), som de psykoanalytiske teorier har hævdet. Ernst Kris har set kunstskaben ikke blot som et symptom på indre konflikter, men også som en måde, hvorpå de kunne få ydre form og derved blive til at beherske. Både som symptom og som helbredende virksomhed har billedfrembringelse fundet anvendelse i kunstterapien, som bl.a. praktiseres på psykiatriske hospitaler. På modtagersiden har kunstpsykologien især beskæftiget sig med, hvordan kunsten kan genoplive fundamentale oplevelsesmønstre hos individet, eller den har undersøgt individets forarbejdning af visuelle former og farver.

Fra antropologisk og kulturpsykologisk hold har fokus først og fremmest været på, hvordan de kunst- og kulturprodukter, som en given kultur frembringer, afspejler de livsbetingelser, som dens medlemmer er underlagt. Endelig har en hermeneutisk psykologi med afsæt i W. Diltheys "verstehende Psychologie" interesseret sig for kunstværket som fænomen i sig selv og udviklet teorier om, hvilken psykologisk realitet dette fænomen bør tilkendes, samt hvordan den kunstneriske aktivitet forholder sig til andre menneskelige aktiviteter som religion, videnskab og politik.