religionspsykologi

religionspsykologi, gren af psykologien, som udforsker religion og religiøsitet på grundlag af psykologiske begreber, teorier og metoder. Afgrænsningen af religion og religiøsitet varierer hos de forskellige forskere. En hovedbetydning hos romerne af det latinske religio var '(for)bundethed med eller ærbødighed for' noget helligt. En fællesnævner for religiøse fænomener i psykologisk forstand kunne være erfaringer og manifestationer af noget helligt, hvilket ikke nødvendigvis er ensbetydende med en tro på noget guddommeligt. Det hellige kan omfatte alt, hvad man tror vil skabe helhed (beslægtet med hellig) og sammenhæng i tilværelsen.

Filosofien har altid beskæftiget sig med religionspsykologi. Feuerbach mente, at psykologisk set er mennesket ikke "skabt i Guds billede", men Gud er derimod menneskets projektion af sig selv. Kierkegaard opfattede det religiøse stadium som det højeste i selvets bestræbelse på at skabe syntese og helhed mellem sjæl og legeme.

Den empirisk funderede religionspsykologi opstod, samtidig med at psykologien skilte sig ud fra filosofien som empirisk videnskab i slutningen af 1800-t. Pionererne var W. Wundt med Völkerpsychologie (1900), A. Lehmann med Overtro og Trolddom (1893), E. Starbuck med The Psychology of Religion (1899) og William James med The Varieties of Religious Experience (1902) som hovedværker. Sidstnævnte anses for at være grundlæggeren af religionspsykologien. Disse pionerværker omhandler bl.a. empiriske og komparative undersøgelser af religiøsitetens mange forskellige manifestationer i fortid og nutid. Empiriske metoder med anvendelse af eksperimenter og spørgeskemaer videreførtes af bl.a. H. Høffding Oplevelse og Tydning (1918), W. Gruehn Religionspsychologie (1926) og Hjalmar Sundén Religionen och rollerna (1959).

Psykoanalysen har haft stigende betydning især gennem sammenligning af symboler, riter og myter med drømme, neuroser, arkaiske (arketypiske) forestillinger og andre underbevidste fænomener; religiøsitet betragtes her dels som drifts- og instinktmæssige, dels som åndelige manifestationer. Freuds første religionspsykologiske hovedværk var Totem und Tabu (1913), senere fulgte Die Zukunft einer Illusion (1927), hvor religion betragtes som en "kollektiv neurose". C.G. Jungs Psychology and Religion (1938), V.E. Frankls Der unbewußte Gott (1948) og E. Fromms Psychoanalysis and Religion (1950) er også blevet klassikere. Humanistisk og eksistentialistisk psykologi med G.W. Allport The Individual and His Religion (1950) og A.H. Maslow Religions, Values and Peak-Experiences (1964) som de mest fremtrædende repræsentanter har især koncentreret forskningen om religiøsitet i relation til personlighedens udformning, modenhed og selvaktualisering.

I nyere tid er myter, riter og andre symbolske udtryksformer for religiøse erfaringer atter kommet i fokus, dels tydet som projektioner af det ubevidste, dels som indsigter i grundlæggende og universelle sammenhænge.