udviklingspsykologi

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Udviklingspsykologi. Sigmund Freud, østrigsk læge og psykolog. Foto fra 1921.

udviklingspsykologi, psykologisk disciplin, der beskæftiger sig med forandringer over tid af det enkelte menneskes følelser, perception, tænkning, adfærd og sociale liv. Biologisk aldring og modning inddrages også, men primært for at forstå den psykiske udvikling.

Moderne udviklingspsykologi bestræber sig på at forstå ikke blot de nævnte adskilte psykiske funktioner hver for sig, men menneskets udvikling som en helhed.

Tidligere var udviklingspsykologi synonym med børnepsykologi, men som noget relativt nyt omfatter udviklingspsykologi i dag ikke blot barndomsperioden, men hele det menneskelige livsforløb, dvs. fra fostertilværelse, barndom, ungdom, yngre, mellemste og ældre voksenalder til død (hvad angår periodisering af barndommen, se børns psykiske udvikling).

En sådan opdeling eller periodisering af livsforløbet er konstrueret, og det specifikke indhold kan variere ganske betragteligt i forskellige kulturer, i historiske epoker og for forskellige mennesker i deres unikke livsforløb.

Faget anerkender, at menneskets potentiale til at udvikle sig eksisterer gennem hele livet. Udvikling kan foregå såkaldt diskontinuerligt, dvs. i kvalitative spring. Et barn er fx pludselig blevet i stand til at løse et problem på en helt ny måde, hvilket viser, at dets tænkning er forandret. Men udvikling indebærer tillige kontinuitet; på trods af store forandringer gennem årene oplever de fleste alligevel sig selv som "den samme".

Grundlæggere af psykologiske retninger med stor indflydelse på udviklingspsykologien gennem historien, men med større eller mindre relevans for faget i dag
  • Stanley Hall (1844-1924)
    udformede en udviklingsteori baseret på evolutionens principper: Børns udvikling ses som en fastlagt, genetisk styret proces, der udfolder sig automatisk over tid
  • Sigmund Freud (1856-1939)
    psykoanalysens grundlægger; har haft umådelig gennemslagskraft med påpegningen af barndommens oplevelser som afgørende for den voksnes personlighed
  • Alfred Binet (1857-1911)
    har haft betydning for forståelsen af børns intelligens og udviklingen af intelligenstest (Binetprøven), der gennem årene har været brugt i adskillige lande
  • James M. Baldwin (1861-1934)
    har peget på samspillet mellem den genetisk bestemte modning og den kulturbestemte indlæring som nødvendig for, at barnet kan udvikles
  • John B. Watson (1878-1958)
    ser som en af adfærdspsykologiens fædre den nyfødte som en tabula rasa (’tom tavle’) og miljøets indflydelse som afgørende; indlæring sker gennem betingning
  • Jean Piaget (1896-1980)
    udarbejdede 1900-t.s mest indflydelsesrige kognitive udviklingsteori. Barnet udvikler sig som et resultat af både modning og erfaring gennem fastlagte stadier
  • Erik H. Erikson (1902-94)
    ændrede Freuds psykoanalyse til en psykosocial udviklingsteori; udarbejdede som en af de første en teori om forandring gennem hele livsforløbet (epigenetisk stadieteori)
  • John Bowlby (1907-90)
    udarbejdede teorien om betydningen af tilknytning og separation mellem mor og barn i de tidlige år. Hans arbejde har haft stor indflydelse på forståelsen af mor-barn-samspillet
  • Albert Bandura (f. 1925)
    videreførte og nuancerede indlæringsteorien, så den også omfattede social kognition; i den sociale indlæringsteori er imitation og observerende læring centrale begreber
  • Lev Vygotskij (1896-1934)
    udarbejdede den sociokulturelle teori om, hvordan kultur, tradition, værdier og kompetencer overføres i det sociale samspil mellem børn og voksne
  • Urie Bronfenbrenner (f. 1917)
    skabte den økologiske systemteori, der ser menneskets udvikling som indfældet i større sociale miljøer; har siden 1980’erne haft stor betydning for udviklingspsykologien
  • Daniel N. Stern (f. 1934)
    kombinerer empirisk forskning med et revideret psykoanalytisk perspektiv; hans undersøgelse af spædbarnets kompetencer og selvets dannelse har været banebrydende

Udviklingsbegrebet

Inden for de forskellige udviklingspsykologiske opfattelser opererer man med forskellige definitioner af udvikling, men i den udviklingspsykologiske forskning reflekteres der relativt sjældent over selve udviklingsbegrebet og dets oprindelse.

Er udvikling fx det samme som forandring og vækst? Har begreber som udvikling, forstået som en systematisk periodisering af menneskets livsforløb, altid eksisteret? Hertil må der svares nej. At mennesket ikke blot ændres, men udvikler sig med alderen, og at denne proces indebærer lovmæssigheder, der systematisk kan beskrives og forklares videnskabeligt, er en vesteuropæisk historisk opstået forestilling.

De moderne vesterlandske samfund kan beskrives som i høj grad udviklingscentrerede. Det viser sig i opmærksomheden på børns tarv; beskyttelsen af børn; i opfattelsen af identitet og alder som nært forbundne; i holdningen, at voksne bør udvikle sig og lære hele livet etc.

Men sådan har det ikke altid været. I middelalderen eksisterede nogle ganske vist grove inddelinger af menneskelivets aldersperioder, og man opfattede i beskeden grad barndommen som en adskilt fase fra voksenlivet.

Men livskronologi som det centrale omdrejningspunkt for at forstå mennesket var ikke så fremtrædende. Dengang var det vigtigere for både den personlige og den sociale identitet, hvilken slægt og stand den enkelte tilhørte, end hvilken alder man havde.

Den klassiske moderne tanke, at udviklingen har systematiske faser og er indbegrebet af det typiske, normale, "det gode", opstod i oplysningstidens fremskridtsoptimistiske filosofiske klima.

Selv i dag ses denne idé, ved at det såkaldt unormale markeres ved brugen af en tillægsbetegnelse som fx fejl-udvikling. På samme tidspunkt grundlagdes også idéen om den såkaldte teleologiske finalitet, dvs. det princip, at udvikling er formålsbestemt og uundgåeligt styrer mod bestemte endemål.

Dette syn, om end ikke enerådende, kom i form af diverse stadieteorier om børns udvikling til at dominere opfattelsen i udviklingspsykologi helt frem til sidste halvdel af 1900-t.

Finalitetsprincippet er dog efterhånden forladt i nyere udviklingspsykologi, hvor udviklingens relativt åbne og uforudsigelige karakter undersøges for både enkeltpersoner og grupper.

I forståelsen af menneskers udviklingsforløb gennem hele livet støtter faget sig nu langt mindre til rene teoretiske deduktioner og hviler i langt højere grad på empiriske studier, fx longitudinelle undersøgelser, hvor de samme menneskers udviklingsforløb følges gennem flere år.

På verdensplan er den udviklingspsykologiske forskning særdeles omfattende; og udviklingspsykologi består af en lang række forskellige paradigmer.

Der eksisterer således ikke en enhedsforståelse, der kan samle faget. Som i børnepsykologi er der tale om, at de såkaldte store teorier, fx fra personlighedspsykologien, er trådt i baggrunden. Samtidig er udviklingspsykologi blevet langt mere empirisk orienteret siden 1970'erne, dvs. at systematiske videnskabelige undersøgelser dominerer faget internationalt.

Udviklingspsykologi. John Bowlby, britisk læge og psykoanalutiker.

Der er dog enighed om, at man kan tale om tre basale kategorier af udvikling:

1) Universelle forandringer, fælles for arten homo sapiens, fx den biologisk styrede modnings- og aldringsproces (pubertet, kvindens overgangsalder), det "biologiske ur".

2) Kulturspecifikke forandringer, historiske og samfundsmæssigt påvirkelige udviklingsforløb, der er fælles referenceramme for kulturer eller subgrupper af mennesker, der vokser op sammen inden for en kulturkreds. Fx var betingelserne for udvikling stærkt forskellige for den danske generation, der voksede op i 1920'erne, og den generation, der vokser op i 2000-t.

3) Idiosynkratiske forandringer, der omfatter både unikke begivenheder i det enkelte menneskes liv samt dets individuelle oplevelse.

Menneskets udvikling er således mere eller mindre påvirket af både det universelle og det kulturspecifikke, hvilket medfører, at vi ligner andre mennesker. Men vi er på samme tid forskellige, hvilket skyldes, at vi har hver vores personlige livshistorie. Der eksisterer dog en særdeles kompliceret vekselvirkning mellem mennesket som henholdsvis natur- og kulturvæsen.

Der er ikke enighed i international udviklingspsykologi om, i hvor høj grad genetiske, biologiske og modningsmæssige aspekter dominerer udviklingsforløbet, eller om det er den kulturspecifikke, personlige oplevelse, erfaring og læring, der er mest afgørende. I Danmark dominerer sidstnævnte grundsyn dog stadigvæk.

Grundopfattelser af menneskets udvikling

I det følgende skal nævnes nogle udvalgte basale synspunkter om menneskets udvikling, som præger den moderne udviklingspsykologi:

Normalitet og patologi. Udviklingspsykologien studerer den såkaldte typiske udvikling og ikke afvigelser. Faget danner hermed grundlag for forståelsen af afvigelser, der ikke kan forstås uden reference til det normale. Udviklingsforstyrrelser kan anskues som ekstreme, atypiske variationer i menneskets naturlige udvikling.

Udviklingspsykologi. Daniel N. Stern, amerikansk læge og psykoanalytiker.

Udvikling er en aktiv proces. Opfattelsen af mennesket som en passiv modtager af indtryk fra omverdenen er stort set forladt. Der er efterhånden bred enighed om, at den oplevende, lærende og tolkende organisme er en aktiv deltager i sin egen udviklingsproces. Dette syn har store pædagogiske og opdragelsesmæssige konsekvenser.

Udvikling er holistisk. Tidligere var udviklingspsykologien skarpere opdelt i såkaldte udviklingsdomæner: 1) den fysiske udvikling (fx motoriske færdigheder, vækst, pubertet); 2) det kognitive domæne (fx perception, sprog, læring og tænkning) og 3) den social-emotionelle dimension (fx følelser, personlighed og social forståelse).

Denne deling inden for faget ses stadigvæk, men er på retur til fordel for det holistiske perspektiv: Udvikling vedrører alle domæner ved personen, og de er tillige dynamisk forbundne. Fx påvirker følelsen vrede på samme tid vores tænkning, perception og sociale væremåde, og vrede er også et kropsligt fænomen (fx et rødt ansigt med rynkede bryn, forhøjet puls).

Omvendt påvirker særlige måder at tænke på (fx som følelseskontrol), hvilke følelser vi oplever med dertil hørende kropslige udtryk, og hvordan vi opfører os socialt. Tilsvarende påvirker sociale adfærdsregler, hvilke tanker og følelser vi oplever og kommunikerer.

Potentiale for udvikling. Mennesket har ikke et ubegrænset, men et stort potentiale for tilpasning til forskellige fysiske, sociale og psykologiske miljøer. Fx er den lange barndomsperiode et tegn på, at meget skal læres og erfares, før man psykologisk kan stå på egne ben.

Mennesket er tillige den opportune art, for hvem det er lykkedes at bebo og tilpasse sig alle klimazoner og stort set alle geografiske områder på kloden. Dette fordrer et udpræget potentiale for tilpasning og udvikling. I fagsproget anvendes begrebet plasticitet til at dække det fænomen, at i den komplekse transaktion mellem mange typer livsbetingelser og mennesket kan udviklingen bevæge sig ad mange forskellige stier.

Udviklingspsykologi. Børn udvikler sig gennem oplevelser, leg og læring. Her er to brødre på tur i Fakse Kalkbrud, ivrigt optaget af at studere de fossiler, de lige har hugget fri.

Kritiske faser eller sensitive overgange? Tanken om, at der findes særlige aldersbestemte kritiske faser, hvor bestemte ting skal ske og færdigheder være udviklet, inden det er for sent, er blevet forladt i udviklingspsykologien (the point of no return-synspunktet).

Det gælder fx den opfattelse, at får moderen ikke sit barn op til sig umiddelbart efter fødslen, skades bindingen til barnet en gang for alle; eller den idé, at der findes et uafvendeligt fikspunkt i den tidlige barndom for udvikling af følelsesliv eller sprog.

Derimod er der, med visse undtagelser, enighed om, at der findes nogle særlige udviklingsmæssigt vigtige sensitive overgange i livsforløbet. Her er oplevelse og læring mest intens, og bestemte sider af udvikling af selvet er mest påvirkelige på bestemte alderstrin, men ikke nødvendigvis uafvendelige som hævdet i kritisk-fase-synet.

En klar konklusion kan ikke drages. I faget undersøges, hvilke sensitive overgange der måtte findes, samt hvor betydningsfulde og kronologisk udstrakte de må formodes at være ikke blot i barndomsperioden, men i menneskets hele livsforløb.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

© Dette billede må du ...

Udviklingspsykologi. Børn udvikler sig gennem oplevelser, leg og læring. Her er to brødre på tur i Fakse Kalkbrud, ivrigt optaget af at studere de fossiler, de lige har hugget fri.

© Dette billede må du ...

Udviklingspsykologi. John Bowlby, britisk læge og psykoanalutiker.

© Dette billede må du ...

Udviklingspsykologi. John B. Watson, amerikansk psykolog.

© Dette billede må du ...

Udviklingspsykologi. Jean Piaget, schweizisk psykolog.

© Dette billede må du ...

Udviklingspsykologi. Daniel N. Stern, amerikansk læge og psykoanalytiker.

© Dette billede må du ...

Udviklingspsykologi. Sigmund Freud, østrigsk læge og psykolog. Foto fra 1921.

Viser 6 af 6 billeder

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste 3 forfattere
MHansen
15/07/2013
Jørn Busch Olsen
05/02/2010
Redaktionen
28/01/2010
Ekspert
MKB
Oprindelig forfatter
DS
02/02/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki