laryngoskopi

laryngoskopi, (af gr. larynx 'strube' og -skopi), undersøgelse af strubens indre. Den klassiske undersøgelse sker ved hjælp af et larynxspejl, der ligner et tandlægespejl, som først opvarmes let, så det ikke dugger, og herefter anbringes i svælget, således at det løfter den bløde gane lidt opad. Lægen trækker samtidig lidt i patientens tunge for at skabe et bedre indblik til strubens indre, der samtidig oplyses vha. pandelampe eller pandespejl. Undersøgelsen kaldes indirekte laryngoskopi og blev første gang udført i 1855 af sangeren Manuel García jr. Ved direkte laryngoskopi anvendes laryngoskoper, der ved at tvinge tungeroden frem skaber direkte indblik til struben, således som det fx sker ved intubation under indledningen af en anæstesi. Fiberoptisk laryngoskopi sker ved indførelse af en tynd, bøjelig fiberoptik (se endoskopi) gennem næseboret. Dette er et led i undersøgelsen af strubesygdomme. Er der behov for at foretage vævsprøver eller egentlige kirurgiske indgreb, foretages laryngoskopien i fuld bedøvelse. I forbindelse med finere kirurgi i struben anvendes et operationsmikroskop.