kiropraktik

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

kiropraktik, (af kiro- og afledn. af gr. praktikos 'virksom'), diagnostik, forebyggelse og behandling af biomekaniske funktionsforstyrrelser og heraf afledte smertetilstande i rygsøjle, bækken, arme og ben (bevægeapparatet). Den kiropraktiske behandling består især af håndgreb, der har til hensigt at behandle funktionsforstyrrelser i de små led mellem ryghvirvlerne (facetleddene) samt i muskler og sener. Der anvendes håndgreb, der medfører bevægelse af et led inden for dets naturlige bevægelsesmuligheder (artikulation, ledmobilisering), og håndgreb, som med en pludselig bevægelse medfører, at leddet kortvarigt overskrider sine naturlige bevægelighedsgrænser (manipulation). Dette medfører ofte et hørligt klik eller knæk, der skyldes frigørelse af diminutive luftbobler pga. trykfaldet i ledvæsken. Ved artikulation og manipulation kan eventuelle smertefulde bindinger i facetleddene løsnes; der opnås tillige en afslappende effekt på de omkringliggende muskler.

Før udøvelse af kiropraktisk behandling må det ved en klinisk undersøgelse sikres, at patienter med andre rygsygdomme, fx akut diskusprolaps, betændelse eller kræftsvulster, som kræver anden form for behandling, ikke underkastes manipulation, der i sådanne tilfælde kan medføre forværring samt forsinkelse af mere relevant behandling.

Manipulation har været kendt over hele verden siden antikken og blev anvendt af kloge koner o.l. (bensættere) helt op til 1900-t. Metoden fik større udbredelse, da amerikaneren Daniel David Palmer (1845-1913) som selvlært grundlagde den første kiropraktorskole i USA i 1897. Siden har metoden spredt sig til hele verden.

Palmers ortodokse udøvelse af kiropraktik byggede på, at de fleste sygdomme kunne skyldes forstyrrelser af nervesystemets funktion pga. forskydninger mellem ryghvirvlerne. Selv egentlig medicinske sygdomme, fx sukkersyge (diabetes mellitus), antoges at være forårsaget af forandringer i ryggen. Denne opfattelse betragtes med skepsis af læger, der anser den for en form for alternativ medicin. Moderne kiropraktorer har taget afstand fra dette ortodokse syn på kiropraktik, idet faget som andre sundhedsprofessioner er blevet forskningsbaseret. En videnskabelig udvikling af faget er igangsat under betegnelsen klinisk biomekanik.

Læger og fysioterapeuter, der udøver lignende behandling, betegner behandlingen manuel medicin. I Danmark ydes der offentligt tilskud til behandling hos en kiropraktor.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.
Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste forfatter
Redaktionen
31/01/2009
Oprindelige forfattere
Lynoee
31/01/2009
NEng
31/01/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki