anæstesi

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

anæstesi, egl. følelsesløshed, bedøvelse. Operationer og særlig belastende undersøgelser foretages under anæstesi. Det kan være "fuld bedøvelse" (universel anæstesi eller blot anæstesi, tidl. kaldet narkose), hvorunder patienten sover helt, eller lokalbedøvelse (regional analgesi), hvorved kun det område, der skal opereres, bedøves. Til store operationer anvendes ofte en kombination af lokalbedøvelse og universel anæstesi.

Universel anæstesi defineres som en tilstand fremkaldt ved hjælp af anæstesimidler og omfatter: 1) bevidstløshed (patienten sover) 2) smertefrihed (analgesi) 3) muskelslaphed i det omfang, der er nødvendigt for at udføre operationen, og 4) undertrykkelse af reflekser fra operationsområdet, som kan påvirke kredsløbet uhensigtsmæssigt. Definitionen af universel anæstesi stammer fra den tid, da æter var eneste anæstesimiddel, og punkterne 1-4 beskriver tiltagende dyb æteranæstesi.

Ordet anæstesi kommer af gr. anaisthesia, af a- og aisthesis 'følelse, sansning'

Anæstesi er et af de arbejdsområder, der indgår i lægespecialet anæstesiologi. Selvom man har foretaget operationer i flere tusind år, har man kun brugt anæstesi, som vi kender den, siden midten af 1800-t. Før den tid måtte man nøjes med at give smertelindring med alkohol, urteafkog, frysning af operationsstedet eller ved simpelthen at gøre patienten bevidstløs. Indførelsen af bedøvelse med æter og kvælstofforilte (lattergas) for ca. 150 år siden var begyndelsen på moderne anæstesi. Nye stoffer og teoretiske og praktiske fremskridt har især i de sidste 50 år gjort det muligt at foretage langvarige og omfattende operationer, der førhen var umulige. Det gælder fx operationer på hjerte, lunger, hjerne, blodkar og indre organer.

I de sidste 20 år er det ikke mindst ved dansk forskning blevet påvist, at operation og sengeleje påvirker en række regulationssystemer i kroppen vedrørende energiomsætning, hormonbalance og immunforsvar. Nogle reaktioner er naturlige forsvarsmekanismer, men for kraftig aktivering af disse kan øge risikoen for komplikationer og forlænge den tid, det tager at blive sig selv igen efter en operation. Ved store operationer opnås den bedste forebyggelse heraf ved at kombinere epidural anæstesi og universel anæstesi under selve indgrebet og fortsætte med epidural smertebehandling i 3-5 dage efter operationen. Der er derfor udviklet et tæt samarbejde mellem kirurg og anæstesilæge ikke blot under operationen, men i lige så høj grad før og efter denne.

Operationspatienten vil opleve, at anæstesilægen ved tilsynet før operationen gennemgår alle relevante oplysninger om sygehistorien, herunder funktionen af kredsløb, lunger, nyrer, lever og væske- og saltbalance. Man stræber således efter, at patientens tilstand på alle områder er bedst mulig, før operationen gennemføres. Det er vigtigt at være orienteret om eventuel overfølsomhed og om, hvordan patienten har tålt en eventuel tidligere bedøvelse. Der aftales anæstesiform og orienteres om forløbet før og under operationen; observation på opvågningsafdelingen og planerne for smertebehandling efter operationen gennemgås ligeledes. Til selve operationen skal patienten som hovedregel være fastende for at reducere risiko for opkastning og nedsugning af maveindhold i lungerne. Nogle timer før operationen får de fleste patienter en beroligende tablet. Før begyndelsen af anæstesien lægges en kanyle i en blodåre (vene) på håndryggen eller i armen til indsprøjtning af medicin og indførelse af væske, oftest en saltvandsopløsning. Der påsættes desuden blodtryksmanchet, iltmåler og elektroder til registrering af et elektrokardiogram. Efter injektion af smertestillende og søvnfremkaldende midler gennem venekanylen ("i droppet") falder patienten i søvn i løbet af få minutter. Efter operationen vågner patienten op enten på operationsstuen eller opvågningsstuen. Som regel har den opererede ikke ondt, da smertebehandling er påbegyndt under anæstesien, men der kan forekomme kvalme og opkastning.

Det er anæstesilægens opgave at bringe patienten sikkert gennem den periode, hvor han/hun ikke kan tage vare på sig selv. Vigtigst af alt er det at sikre, at patienten hele tiden tilføres tilstrækkeligt med ilt. Under anæstesi kan det være vanskeligt for patienten at holde luftvejen fri, og anæstesimidlerne svækker i sig selv vejrtrækningen. Det er derfor sædvane under andet end kortvarige, enkle operationer, at anæstesilægen sikrer den frie luftvej med en plasticslange, der er ført gennem svælget og ned i luftrøret (intubation) eller blot ned til stemmebåndene (larynxmaske). Patienten kan derigennem enten trække vejret selv, eller luftskiftet kan sikres ved indblæsning. Den løbende overvågning under anæstesi omfatter kontrol af ilttilførsel, luftskifte, kredsløb og bevidsthedsniveau. En kombination af direkte tegn kontrolleres, fx hudfarve, hudfugtighed, muskelspænding og pupilstørrelse, og der foretages en apparaturmæssig overvågning af fx blodtryk, elektrokardiogram, iltmåling og kuldioxidudskillelse (CO2-monitorering).

En god anæstesi er betinget af, at anæstesidybden hele tiden passer til graden af den kirurgiske påvirkning, som varierer både i intensitet og type under operationen. Anæstesilægen baserer derfor sin styring af anæstesien dels på viden om det operative forløb, dels på tegn, der tyder på utilstrækkelig (se huskeanæstesi) eller for dyb anæstesi, og endelig på dosis-effekt-forhold for de enkelte anæstesimidler.

Anæstesiapparat

Et anæstesiapparat er i princippet et stålbord, der er monteret med alt det udstyr og apparatur, der bruges under anæstesi. Opbygning og udseende af et anæstesiapparat kan variere meget, men det skal både kunne tilføre anæstesimidler korrekt, sikre patientens luftskifte og bidrage til overvågning af patientens tilstand under anæstesien. Man kan derfor skelne mellem selve anæstesidelen og overvågnings- eller monitoreringsudstyret. Anæstesilægen skal med anæstesiapparatet kunne 1) dosere ilt og luftformige anæstesimidler nøjagtigt, således at patienten hele tiden får tilført den rigtige luftblanding 2) sikre tilstrækkeligt luftskifte i patientens lunger under dennes egen vejrtrækning eller ved indblæsning (såkaldt overtryksventilation) 3) løbende overvåge anæstesiapparatets funktion, fx at doserings- og ventilationssystemerne fungerer korrekt ved måling af indåndingsluftens indhold af ilt og anæstesigas og 4) overvåge patientens tilstand, fx puls og blodtryk, elektrokardiogram, blodets iltindhold (med oxymeter) og kuldioxidudskillelse (ved CO2-monitorering). De forskellige funktioner kan være mere eller mindre integrerede; tendensen går mod totalt integrerede systemer med elektronisk opsamling og lagring af data.

I anæstesidelen kan man skelne mellem et højtrykssystem, et doseringssystem og et patientsystem. Højtrykssystemet tilfører anæstesiapparatet de luftarter, der anvendes under anæstesi. Det drejer sig om ilt, kvælstofforilte ("lattergas") og atmosfærisk luft. På hospitaler har man en gascentral, hvorfra luftarterne i rørsystemer ledes frem til ventiler ("gasudtag") i operationsstuerne; hertil kan udstyr med specielt kodede slangekoblinger forbindes. Gasudtagene skal være forsynet med luftartens navn og farvekode, og gasudtag og slangekoblinger er specielt udformet for hver enkelt luftart, således at forkert tilkobling ikke kan ske. Almindeligvis findes tillige et rørsystem med vakuum, der udstyrer anæstesiapparatet med velfungerende sug; enhver anæstesi forudsætter dette af sikkerhedsgrunde.

Doseringssystemet, dvs. doseringen af de luftarter, der tilføres anæstesiapparatet fra højtrykssystemet, kontrolleres ved at måle luftstrømmen med flowmetre. Luftblandingen ledes herefter til det slangesystem, der fører til patienten, det såkaldte patientsystem. Ved at lade luftblandingen passere en beholder med anæstesimiddel i væskeform kan man blande dampe herfra i patientens indåndingsluft; beholderen kaldes en fordamper.

Patientsystemet er det system af slanger og ventiler, patienten trækker vejret igennem, hvad enten dette sker ved egen hjælp eller i form af kunstigt luftskifte. Det skal tilføre ilt og evt. anæstesimiddel og bortlede den kuldioxid, der produceres. Systemet kan udformes på mange forskellige måder, afhængigt af operationstype, patientens alder og den anvendte anæstesiteknik. I systemer uden kemisk fjernelse af den udåndede kuldioxid skal patienten indånde ny luft ("friskgas"), da genindånding af den udåndede luft vil føre til ophobning af kuldioxid. Dette kan opnås med en ensretterventil i systemet og en luftstrøm af friskgas på 1,5 gange patientens normale luftskifte. Ved længerevarende anæstesi medfører dette et betydeligt tab af vand og varme fra patienten, og det store forbrug af luftarter er dyrt og bidrager til forurening af luften både i operationsstuen og i øvrige omgivelser. Hvis man fjerner den udåndede kuldioxid ved at indskyde et sodakalkfilter, kan den udåndede luft genbruges, og man behøver kun at tilføre systemet den mængde ilt og evt. anæstesigas, patienten optager. Sådanne "low-flow-systemer" er økonomiske og reducerer forureningen. Indblæsning af luft i patientens lunger kan ske ved, at man med hænderne sammenpresser en ventilationspose, eller ved mekanisk ventilation ved hjælp af en respirator.

Nationale standarder for sikker overvågning under anæstesi indbefatter løbende kontrol af både apparaturets funktion og patientens tilstand. Indbyggede alarmer advarer, hvis noget er unormalt, og spærreventiler sikrer, at anæstesiapparatet ikke kan levere en luftblanding med mindre end 21% ilt. Endelig foretager anæstesipersonalet en funktionstest af anæstesiapparatet før hver eneste anvendelse.

Forureningsrisiko

I operationsstuer kan luften være forurenet med anæstesimidler. Man er med rette bekymret for, om dette kan indebære en helbredsmæssig risiko for de mange personer, der som led i deres arbejde dag efter dag opholder sig i operationsstuerne. Det drejer sig først og fremmest om risiko for spontan abort, medfødte misdannelser hos børnene og nedsat frugtbarhed (fertilitet). Det er dog ikke lykkedes at afklare disse spørgsmål endeligt. I Danmark og flere andre lande er det påbudt at anvende udsugningssystemer, der fjerner overskudsgas fra anæstesiapparaterne. Arbejdstilsynet har endvidere fastsat øvre grænser for koncentrationerne af anæstesigasser i operationsstuers luft.

Anæstesimidlernes bidrag til atmosfærens drivhuseffekt og til nedbrydningen af dens ozonlag udgøres af lattergas og anæstesimidler, der er halogenerede (indeholdende klor, brom eller fluor, fx halotan). Lattergas nedbrydes i løbet af ca. 100 år. Det anslås, at der i hele verden anvendes 22.000 - 44.000 t om året ved anæstesi; dette udgør kun ca. 1% af den samlede udledning til atmosfæren. De halogenerede anæstesimidlers nedbrydende virkning på ozonlaget formodes at ligne CFC-gassernes virkning. I modsætning til disse, som først nedbrydes efter 75-150 år, nedbrydes de mindre stabile halogenerede anæstesimidler allerede efter 2-6 år.

Anæstesimidlernes betydning for atmosfæren er således alt i alt beskeden. Ved bedøvelse med anæstesimidler, der optages ved indånding, bruges lukkede anæstesisystemer med genånding. Man gør desuden i stigende omfang brug af lægemidler, der indsprøjtes direkte i blodbanen.

Læs også om anæstesimidler.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.
Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste forfatter
Redaktionen
21/04/2010
Ekspert
Husum
Oprindelig forfatter
Husum
29/01/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki