lokalbedøvelse

Overfladeanalgesi

kan fremkaldes ved, at lokalbedøvelsesmiddel i en creme smøres på huden og dækkes med et plaster. Når midlet er trængt ned i hud og underhud, kan der smertefrit tages blodprøver, anlægges drop eller gives indsprøjtninger. Metoden anvendes rutinemæssigt hos børn før anæstesi og kan hos voksne bruges til mindre, overfladiske indgreb såsom fjernelse af vorter eller transplantation af delhud. Slimhinder i næse eller mund kan bedøves med en tampon vædet med lokalbedøvelsesmiddel, eller stoffet kan anvendes i sprayform. En svag opløsning af lidokain anvendes undertiden som spray ved svære tilfælde af solskoldning. Lokal frysning med klorethyl, der ved sin fordampning forbruger så meget varme, at temperaturen falder til −30 °C, anvendes ikke længere, fordi virkningen er yderst kortvarig og nedkølingen efterlader en brændende smerte.

Infiltrationsanalgesi

anlægges ved at indsprøjte lokalbedøvelsesmidlet spredt i hud og underhud, så det fordeler sig omkring smertefølsomme nerveender i det område, hvor indgrebet skal foretages. Det anvendes fx på skadestuer ved syning af mindre sårskader. For at forlænge virkningen kan lokalbedøvelsesmidlet tilsættes en lille mængde adrenalin, der får blodkarrene til at trække sig sammen, så blodgennemstrømningen mindskes.

Intravenøs regional analgesi

anvendes rutinemæssigt ved operationer på hånd, underarm eller fod af op til ca. en times varighed. Metoden kan opfattes som en variant af infiltrationsanalgesi, idet lokalbedøvelsesmidlet injiceres i en overfladisk vene på en arm eller fod, hvor blodgennemstrømningen er afbrudt med omsnøring (tourniquet). Inden dette er ekstremiteten tømt mest muligt for blod ved at løfte og omvikle den med et elastisk bind. Lokalbedøvelsesmidlet fordeler sig i blodkarrene og derfra diffust ud i det omliggende væv, så analgesi opnås i løbet af 5-10 minutter.

Ledningsblok

foregår ved indsprøjtning af bedøvelsesmidlet omkring de nervebundter, der løber til det område, hvor smerten udløses. I princippet kan man dermed bedøve enhver afgrænset region i kroppen. Nerveblokaden kan fx omfatte en enkelt finger, hele hånden eller hele armen afhængigt af, om injektionen foretages ved roden af fingeren (fingerblok), omkring håndleddet (håndledsblok) eller i armhulen, hvorigennem alle nerverne til armen passerer (axillarisblok). På tilsvarende måde kan en tå, hele foden eller hele benet bedøves. For at lokalisere nerven med sikkerhed kan man ved anlæggelse af en blokade berøre nerven med injektionskanylen, hvilket kan udløse en snurrende fornemmelse (paræstesi) i det område, nerven forsyner. Det er som regel uskadeligt, men kan være direkte smertefuldt. I stedet for at lokalisere svært tilgængelige nerver ved bevidst at søge at udløse paræstesier kan man benytte en nervestimulator, der med en svag strøm udløser muskelsammentrækninger, når kanylen er tæt på nerven.

Lokalbedøvelse til tandbehandling udføres ofte som ledningsblok, evt. forudgået af overfladeanalgesi af slimhinden.

Centrale nerveblokader

omfatter blokader, hvor lokalbedøvelsesmidlet injiceres i rygmarvskanalen (spinalkanalen) enten uden på den hårde rygmarvshinde (epidural anæstesi) eller i spinalvæsken, der omgiver rygmarven (spinal anæstesi). I begge tilfælde blokeres alle typer af nervefibre (sensoriske, motoriske og autonome) i spinalnervernes rødder. Afhængigt af, hvor injektionen foretages, kan man derfor fx bedøve hele underkroppen, bugen eller brystvæggen. Ved at indlægge et tyndt plastickateter i epiduralrummet eller i sjældnere tilfælde i spinalvæsken kan man indsprøjte lokalbedøvelsesmiddel flere gange eller kontinuerligt med en pumpe. Dette anvendes ofte under langvarige operationer og til smertebehandling i dagene efter operationen. Ved store operationer i bugen eller brysthulen vil man ofte kombinere en central nerveblokade med fuld bedøvelse (se anæstesi), der ikke behøver at være så dyb, fordi analgesien allerede er til stede. Samtidig vil muskulaturen være afslappet i det blokerede område. Under operationer på ekstremiteter eller underkrop vil patienterne ofte være vågne, og mange fordriver tiden ved at høre musik på en walkman. Andre foretrækker at få et let, kortvirkende lægemiddel, så de ligger og døser.

Pga. nervefibrenes forskellige tykkelse blokeres de ikke alle lige meget. Dette er årsagen til, at man ofte kan føle, når der bliver rørt ved det bedøvede område, selvom en nerveblokade ophæver smertesansen. Information herom er vigtig, for at patienten under operationen ikke skal blive bange for, at bedøvelsen ikke virker.

Lokalbedøvelse blev introduceret i Wien i 1884 af øjenlægen Carl Koller (1857-1944), der inspireret af sin jævnaldrende ven og kollega Sigmund Freud viste, at kokain inddryppet i øjet fremkaldte analgesi. Herefter udvikledes infiltrations- og ledningsblok, og i 1898 beskrev den tyske kirurg August Karl Gustav Bier (1861- 1949) spinal anæstesi med kokain. Tre år senere blev epidural anæstesi beskrevet. Kokain anvendes nu kun til slimhindebedøvelse af øjnene. Det blev omkring 1942 afløst af lidokain, der blev udviklet i Sverige.