Bekhterevs sygdom, spondylarthritis ankylopoietica, gigtsygdom med betændelseslignende forandringer i rygsøjlen og bækkenleddene (sacroiliacaleddene). Sygdommen medfører rygsmerter – ofte også om natten. Gigtbetændelsen bevirker, at ryggen til sidst kan blive helt stiv og krum; også store led som skulder- og hofteled kan blive ramt. Regnbuehindebetændelse i øjnene optræder hos 30% af patienterne.
| Sygdommen er opkaldt efter Vladimir Mikhajlovitj Bekhterev. |
Sygdommen rammer oftest mænd i 20-30-års-alderen. Dens årsag er ukendt, men en bestemt vævstype, HLA B27, er af betydning, idet personer med denne vævstype har ca. 10 gange større risiko end andre for at få sygdommen. Behandling med biologiske lægemidler (se gigt) kan dæmpe gigtbetændelsen og mindske smerterne. Rygøvelser er vigtige for at modvirke udviklingen af stivhed af ryggen.
| Find Lydbøger hos Storytel | Find bøger på bogpriser.dk | Studiebøger på pensum.dk | E-bøger hos g.dk | ||||
Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her
© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki