blodtransfusion

blodtransfusion, overførsel af blod stammende fra en person (donor) til en anden (recipient). Behandlingen anvendes for at erstatte blodtab ved fx kirurgiske indgreb eller større skader samt ved forskellige blodsygdomme, fx anæmi i svær grad.

Blodtransfusioner har været udført siden 1600-t. som enkeltstående livsfarlige eksperimenter. Man manglede i lang tid nødvendigt kendskab til blodtyper, forligelighed og teknik. Opdagelsen af AB0- og Rhesus-blodtyperne, udviklingen af konserveringsvæsker for blod, som øgede dettes holdbarhed til flere uger uden for organismen, samt udviklingen af egnet transfusionsudstyr under 2. Verdenskrig gjorde det praktisk muligt at give blodtransfusioner i større omfang. Se også blod.

I Danmark øgedes brugen af blodtransfusion kraftigt i perioden 1950-60, hvor de fleste danske blodbanker blev etableret. Der gives i Danmark ca. 450.000 blodtransfusioner årligt (2011). Anonymitet mellem donor og recipient opretholdes. Før hver blodtransfusion udføres blodtypebestemmelse af donor- og recipientblod, samt en forligelighedsprøve. Donorblodet undersøges for visse smitsomme sygdomme: hiv, smitsom leverbetændelse o.a.

Ved autotransfusion forstås transfusion med patientens eget blod. Dette kan gøres ved planlagt operation hos i øvrigt sunde personer, som tappes for to-fire portioner blod en-fem uger før indgrebet. Blodet lagres og gives under operationen.

Siden 1980 har man anvendt blodkomponenter (dele af blodet) i stedet for fuldblod til blodtransfusion, idet hver blodportion umiddelbart efter tapningen adskilles i røde blodlegemer, blodplader og plasma, som oplagres hver for sig. Denne blodtransfusionsform giver bedre mulighed for at regulere behandlingen, idet patienterne kun tilføres den del af blodet, som de har behov for.