• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

blodtyper

Oprindelig forfatter HSoer Seneste forfatter Redaktionen

blodtyper, arveligt betingede variationer i blodlegemeoverfladens kemiske struktur. Der er beskrevet en snes forskellige blodtype-systemer med tilsammen mange hundrede forskellige blodtype-antigener.

Det først beskrevne og biologisk vigtigste blodtype-system er AB0-systemet (A-B-nul). Alle mennesker har en af fire AB0-typer: A, B, AB eller 0. Arvegangen følger de mendelske arvelove. A og B dominerer over 0, der er et muteret A-gen, som derfor ikke kan danne A-egenskaber på cellerne. Arver man fx A fra den ene forælder og 0 fra den anden, får man blodtype A, men kan videregive både A og 0 til sine børn. Arver man A fra en og B fra en anden af sine forældre, får man blodtype AB. Der findes en del arvelige varianter af A (A1, A2, A3, Ax mfl.).

Blodplasma indeholder antistof rettet imod de A- og B-egenskaber, som man ikke selv har. En person af blodtype A har således anti-B i sit plasma, blodtype B har anti-A, blodtype 0 både anti-A og anti-B, mens AB-personer ikke har AB0-antistoffer. Antistoffernes tilstedeværelse bevirker, at man ikke frit kan blande blod af forskellige AB0-typer. Blandes fx A- og B-blod, vil AB0-antistofferne få blodlegemerne til at klumpe sammen (agglutinere); man anvender udtrykket, at A- og B-blod er uforligeligt. Hvis fx A-blod gives til en patient af type B eller 0, vil agglutinationen af blodlegemerne i dennes blodkar fremkalde alvorlige, ofte dødeligt forløbende reaktioner.

AB0-antigener findes ikke blot på røde blodlegemer, men på alle celler i organismen. AB0-typen har derfor også stor praktisk betydning ved transplantation af organer. I Danmark er 44% af befolkningen A, 42% 0, 10% B og 4% AB. Typefordelingen varierer fra befolkning til befolkning. I England er 0 og A lige hyppige. Mod øst gennem Centraleuropa og Asien bliver 0 sjældnere, B og AB hyppigere.

Rhesus-blodtype (Rh) arves uafhængigt af AB0-typen. I den danske befolkning er 85% Rh-positive, 15% Rh-negative. Betegnelsen stammer fra navnet på abearten Macacus rhesus, der blev brugt som forsøgsdyr i de undersøgelser, som medvirkede til systemets opdagelse i 1940. Rh-egenskaben findes kun på de røde blodlegemer og skyldes nedarvning af et gen (RhD-genet), som man får fra den ene eller begge forældre. Arver man ikke et RhD-gen, bliver man Rh-negativ. Da Rh-typen kun findes på de røde blodlegemer, har den betydning ved blodtransfusion, men ikke ved transplantation af organer. Rh-negative kvinder, som er gravide med Rh-positive fostre, kan danne Rh-antistof, se blodsygdomme.

Blodtypebestemmelse udføres i princippet på samme måde for alle blodtypesystemer: I laboratoriet blandes de blodlegemer, som man ønsker at typebestemme, med blodserum, som indeholder kendt antistof. Hvis der indtræder agglutination, er det blodtype-antigen til stede, som svarer til antistoffet. Ikke alle antistoffer kan umiddelbart fremkalde agglutination, men teknikken kan forfines med forskellige hjælpereagenser (enzymer, Coombs' reagens). Blodtypebestemmelse i forbindelse med fastslåelse af faderskab finder sted ved retsgenetiske undersøgelser. Se også blod.



    • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

    • Kommentar til redaktionen Vedr. blodtyper Marker den cirkel
      Send kommentar


  • Copyright

    Denne artikel må du ...

  • Kilde

    Denne artikel stammer fra:
    Leksikon

  • Historik