lymfom

Infektion

Hævede lymfeknuder ved infektion kan optræde i den region, hvor infektionen findes, fx hævede lymfeknuder i lysken ved et inficeret sår på benet og hævelse på siden af halsen ved halsbetændelse. Ved sådanne infektioner er lymfeknuderne ofte ømme, og der kan evt. påvises røde striber i huden fra infektionen til lymfeknuden ud for lymfekarrene (lymfangitis, se blodforgiftning).

© Jørgen Tranum-Jensen

Lymfesystem.

Ved infektioner, der rammer hele organismen, kan der ses hævede lymfeknuder i alle regioner, fx ved mononukleose, cytomegali-infektion og toksoplasmose. Lymfeknudehævelsen forsvinder igen, når infektionen er overstået.

Bindevævssygdomme

Hævede lymfeknuder pga. stimulation af immunsystemet uden kendt infektion kan ses ved en række bindevævssygdomme, fx leddegigt og sarkoidose. Lymfeknudehævelserne kan her findes overalt og er ikke ømme.

Lymfeknudemetastaser

Ved spredning af kræftceller fra et organ kan der findes hævede lymfeknuder, fordi kræftcellerne i første omgang bremses i den lymfeknuderegion, der modtager lymfen fra det sted, hvor kræftknuden er opstået. Fx kan der findes lymfeknudemetastaser i armhulen ved brystkræft.

Malignt lymfom

Kræftsygdomme, der er opstået i celler, der dannes i selve lymfeknuderne, forekommer med to hovedtyper, Hodgkins sygdom (lymphogranulomatosis maligna) og non-Hodgkin-lymfom. Desuden hører lymfatisk leukæmi til denne gruppe. Hodgkins sygdom opstår hos ca. 125 mennesker årlig i Danmark, og non-Hodgkin-lymfom hos ca. 700. Årsagerne til malignt lymfom er ukendte. Antallet af patienter med non-Hodgkin-lymfom er i øjeblikket stigende, uden at man ved hvorfor.

Diagnosen stilles ved vævsundersøgelse (biopsi) af en hævet lymfeknude og knoglemarvspunktur. På basis heraf kan Hodgkins sygdom inddeles i fire forskellige undertyper; den karakteristiske celletype ved Hodgkins sygdom kaldes Reed-Sternberg-cellen (efter den amerikanske læge D. Reed, 1874-1964, og den østrigske læge C. Sternberg, 1872-1935). Non-Hodgkin-lymfom udgår fra lymfocytter af forskellig type og udviklingsniveau og inddeles i ca. 20 forskellige undertyper, herunder Brill-Symmers sygdom (ældre betegnelse) og Burkitts lymfom. Deres forløb og behandling varierer.

Symptomer. Både Hodgkins sygdom og non-Hodgkin-lymfom kan vise sig ved hævede, men ikke ømme lymfeknuder i en (stadium 1) eller flere (stadium 2-3) lymfeknuderegioner og kan evt. infiltrere organer, fx lever, lunger og nervesystem (stadium 4). Ofte er de hævede lymfeknuder eneste symptom, men sygdommene kan desuden vise sig ved træthed, svedtendens, feber og vægttab, i nogle tilfælde ved intens hudkløe.

Behandlingen består af strålebehandling af de syge lymfeknuder, kemoterapi eller en kombination af disse. Behandlingsresultaterne for Hodgkins sygdom repræsenterer et af de største fremskridt inden for den medicinske behandling af kræftsygdomme, idet ca. 75% af patienterne kan helbredes for sygdommen. Behandlingsresultaterne ved non-Hodgkin-lymfom er afhængige af undertypen og udbredelsen af sygdommen. Behandlingen består af forskellige former for kemoterapi og strålebehandling, evt. i kombination. Næsten alle patienter med non-Hodgkin-lymfom reagerer på behandlingen, men nogle patienter får senere tilbagefald. Ca. 30% af alle patienter under 65 år kan anses for helbredte, og mange kan leve i årevis med sygdommen, evt. med mild kemoterapi.