• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

pyridoxin

Oprindelig forfatter AAst Seneste forfatter Redaktionen

pyridoxin, (af pyrid(in), ox(ygen), og -in), sammen med de kemisk beslægtede stoffer pyridoxal og pyridoxamin d.s.s. B6-vitamin. Alle tre former omdannes hos mennesket til coenzymerne pyridoxalfosfat og pyridoxaminfosfat, der har centrale roller i aminosyrestofskiftet ved deaminering. Coenzymerne deltager desuden i nedbrydningen af glykogen og er nødvendige for virkningen af flere steroidhormoner.

Alvorlige mangeltilstande kan hos spædbørn forårsage kramper, men ses også ved behandling med visse lægemidler, fx i form af anæmi (blodmangel). Hos arveligt disponerede personer kan utilstrækkelig indtagelse samtidig med for lav indtagelse af cobalamin og især folinsyre være ansvarlig for ophobning i blodet af aminosyren homocystein, hvilket er forbundet med øget forekomst af hjerte-kar-sygdom. Homocysteinindholdet i blodet kan normaliseres af kosttilskud med de tre vitaminer, men det er dog endnu uvist, om forekomsten af hjerte-kar-sygdom også nedsættes.

Den anbefalede daglige indtagelse er for voksne 1,3 mg. Vigtige naturlige kilder er fisk, lever, kød, kartofler, avocado og banan. Kosttilskud med daglige doser på 50-200 mg anvendes til behandling af kvalme ved graviditet. Indtagelse af kosttilskud med over 200 g daglig kan fremkalde nerveskader, der viser sig som føleforstyrrelser.

Quiz
Hvad udvinder man morfin af?

1: kokablade
2: valmue
3: marguerit