• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

LSD

Oprindelige forfattere ABN og JPKa Seneste forfatter Redaktionen

LSD, fork.f. lysergsyrediethylamid, syntetisk hallucinogen, der kemisk er beslægtet med secalealkaloider. LSD blev første gang fremstillet i 1938 af kemikeren Albert Hofmann (1906-2008) ud fra lysergsyre isoleret fra meldrøjen Claviceps purpurea; stoffets hallucinogene virkning blev opdaget i 1943 af Hofmann. LSD hæmmer virkningen af signalstoffet serotonin i hjernen og har været anvendt psykomimetisk, dvs. til eksperimentel fremkaldelse af modelpsykoser af skizofrenitype.

Indtaget i doser på ca. 50 μg fremkalder LSD kvalme, svimmelhed og svedtendens, der efter en til to timer afløses af bevidsthedsudvidende (psykedeliske) symptomer. Personligheden synes spaltet, idet bevidstheden og hukommelsen er intakt, mens der opleves ejendommelige hallucinationer i form af musik, fantastiske former og billeder med bølgende farver, ofte præget af stor skønhed og intensitet. Denne tilstand kan vare fra nogle timer til næsten et døgn, hvorunder tids- og afstandsfornemmelsen synes ophævet, og den påvirkede føler sig kreativ og stimuleret med en intens lystfølelse (eufori). I enkelte tilfælde kan der optræde angst eller depression (bad trip), som kan behandles med neuroleptika (se psykofarmaka). Brugen af LSD var ret udbredt i 1970'erne inden for hippiekulturen. LSD kan medføre tilvænning (se narkomani), men i modsætning til egentlige narkotika ingen abstinenssymptomer ved pludseligt ophør af brugen.

I 1960'erne blev LSD anvendt på psykiatriske afdelinger som et hjælpemiddel ved psykoterapi. Behandlingsresultatet var tvivlsomt; hos nogle patienter indtraf der en forværring af tilstanden. Behandlingen blev derfor forladt i Danmark.