kokain

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

kokain, kompliceret sammensat organisk stof, der har stimulerende virkning på centralnervesystemet og lokalbedøvende virkning.

Ordet kokain kommer af koka og -in.

Ren kokain, der let udvindes fra kokablade, er et hvidt, krystalliserende stof ("sne"), hvis virkning er ringe ved indtagelse via mave-tarm-kanalen, men som kan optages fra slimhinderne, fx i næsen ved sniffing eller ved rygning af "crack", samt ved injektion.

Kokain blev introduceret som lokalbedøvende lægemiddel af den østrigske øjenlæge K. Koller (1857-1944), der i 1894 opdagede, at drypning af øjet med en 1-4 % kokainopløsning gjorde dette følelsesløst. Kokain blev herefter også anvendt til lokalbedøvelse af nerver (ledningsanæstesi), men er afløst af nyere lægemidler, hvorimod det fortsat anvendes til overfladebedøvelse af slimhinder. Den stimulerende virkning på centralnervesystemet, som det ikke deler med andre lokalbedøvende midler, blev opdaget og udforsket af bl.a. Sigmund Freud.

Små doser (50-100 mg) fjerner trætheden og giver psykisk velvære med øget opmærksomhedsniveau af ca. en times varighed, mens større doser fremkalder motorisk uro og psykiske symptomer som hallucinationer og tvangsforestillinger (se rusmidler). Efter 1 g ses kramper, hjertepåvirkning og død.

Kokains lokalbedøvende virkning skyldes en hæmning af natriumkanaler i nervecellernes cellemembraner, hvorved nerveledningen hæmmes, idet de tynde smerteførende tråde rammes før de tykkere bevægenerver. Den centralstimulerende virkning beror formentlig på en hæmmet optagelse af signalstofferne noradrenalin og dopamin i hjerneceller.

Den stimulerende virkning har ført til et udbredt misbrug i USA og Europa, hvor store doser indtages, navnlig i højere sociale lag. I forhold til morfin ses en mindre egentlig tilvænning, ligesom abstinenssymptomerne synes mindre udtalte.

Kokain er ligesom morfin omfattet af Loven om euforiserende stoffer (se narkomani) og må kun anvendes i medicinsk og videnskabelig sammenhæng. Alligevel foregår der en omfattende illegal handel, som er svær at komme til livs, da anvendelsen af kokain er udbredt på produktionsstedet, og den profitable handel styres af magtfulde karteller (kokainbaroner) i samfund, hvor der er begrænsede indtjeningsmuligheder. En effektiv bekæmpelse må bl.a. forudsætte omfattende ændringer af produktionslandenes sociale struktur.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.
Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste forfatter
Redaktionen
13/05/2014
Ekspert
Milm
Oprindelig forfatter
JPKa
31/01/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki