• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

følesans

Oprindelig forfatter JTrJ Seneste forfatter Redaktionen

følesans, evnen til at omsætte mekaniske og termiske påvirkninger af legemsoverfladen til elektriske impulser i nervetråde.

Selv meget primitive dyr har en følesans, som indgår i simple refleksmekanismer, hvormed de reagerer hensigtsmæssigt for deres overlevelse, fx på kontakt med fødeemner, vandtemperatur eller angreb. Det er et gennemgående træk i evolutionen, at sanseapparatet og nervesystemet udvikles mod en stigende forfinelse i analysen af omverdenen, opnået dels ved forbedring af sanseapparatets evne til at skelne mellem forskellige påvirkninger, dels ved en raffinering af nervesystemets signalbehandling, perception, bl.a. gennem integration af flere sanseindtryk.

Sansningen beror på specifikke receptorer, der virker som transducere, som omsætter bestemte påvirkninger til nerveimpulser (aktionspotentialer) i den nervetråd, der er forbundet med receptoren. Der kendes hos mennesket specifikke receptorer svarende til de forskellige sansekvaliteter: let berøring (såkaldt taktil sans), tryk og vibration (mekanoreceptorer), kulde og varme (termoreceptorer) samt smerte (nociceptorer). Mekanoreceptorer og de fleste nociceptorer virker på den måde, at deformation af den yderste ende af nervetråden svækker (depolariserer) den elektriske spændingsforskel over cellemembranen (membranpotentialet) proportionalt med deformationens omfang. Når depolariseringen når en tærskelværdi, starter et aktionspotentiale, som forplantes gennem nervetråden til centralnervesystemet med stor hastighed. Vedbliver deformationen, afsendes en serie af aktionspotentialer, hvis afstand i tid bærer information om deformationens størrelse. Nogle receptorer adapterer, således at aktionspotentialernes hyppighed aftager, selvom deformationen er konstant. Sådanne receptorer reagerer derfor især på ændringer, mens andre receptorer kun i ringe grad adapterer og derfor kan give informationer om deformeringens varighed. Sansemekanismen for termoreceptorer er ukendt. Nociceptorer er også følsomme for kemiske påvirkninger, fx pH, og for stoffer, som frigøres ved betændelsesreaktioner. Deres følsomhed øges af prostaglandiner, som produceres i bindevæv, specielt ved betændelsesreaktioner. Acetylsalicylsyre (Albyl, Aspirin) hæmmer dannelsen af prostaglandiner, hvilket er baggrunden for dette og lignende stoffers smertedæmpende virkning. Visse lidelser i centralnervesystemet medfører udfald af smertesansen, uden at den almindelige berøringssans er synderlig påvirket. Smertesansens vigtighed som advarselssystem ved truende påvirkninger fremgår af, at sådanne patienter i løbet af kort tid pådrager sig talrige forbrændinger og snitsår, fx på hænderne.

Fisk og visse padder har i sidelinjen et fintmærkende sanseapparat, der registrerer ganske små forskelle i retning og styrke af vandstrømme. I hovedenden af dyret har sidelinjeorganet undergået en yderligere specialisering som fiskens ligevægtsorgan (vestibularapparatet), som er evolutionært videreført og udviklet til høre- og ligevægtsorganet hos alle hvirveldyr, inkl. mennesket (se øre).

Følesansen integreres i centralnervesystemet med sanseindtryk fra muskler og led (proprioceptiv sans) til den såkaldt stereognostiske sans, hvilket er baggrunden for evnen til at genkende objekter ved at beføle dem, stereognose. Beslægtet hermed er evnen til at opfatte fx et tal, som skrives med en finger på huden. Præcisionen i disse sansninger afhænger af evnen til at registrere sansepåvirkninger af nærliggende punkter på huden som adskilte (diskriminativ hudsans), hvilket igen afhænger af tætheden af receptorer i huden, der er meget forskellig i forskellige hudområder, tættest på fingrene.

Følesans spiller en væsentlig rolle i det sociale liv, hvor almindelige berøringer, kærtegn og erotiske signaler opfattes gennem hudsanserne.