autoimmunitet

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Indholdsfortegnelse

autoimmunitet, tilstand, der opstår ved, at organismen producerer antistoffer og lymfocytter, som reagerer med organismens egne bestanddele ("selv"). "Selv" optræder som antigen, autoantigen. Se også immunsystemet.

Autoimmune sygdomme opstår, hvis autoimmunitet fører til beskadigelse af væv og organer. Immunsystemet er indrettet således, at det på molekylært niveau kan skelne "selv" fra "ikke-selv". Organismens normale, livsvigtige afværgereaktion mod infektion bygger på immunsystemets særlige evne til at genkende og reagere med fremmed materiale (antigen, "ikke-selv") fra omgivelsernes mikroorganismer (fx virus, bakterier). Den immunologiske afværgereaktion mod "ikke-selv" er en hensigtsmæssig reaktion af betændelsesagtig karakter (inflammation). Den er livsvigtig for infektionsforsvaret og formidles af antistoffer og lymfocytter, der specifikt reagerer med molekylære bestanddele af den indtrængende, fremmede mikroflora, men derimod ikke med bestanddele af organismen selv. Den immunologiske inflammation fungerer altså som organismens beskyttelse mod omverdenen og er normalt ikke rettet mod organismen selv.

Autoimmunitet forekommer imidlertid normalt i ringe grad over for mange forskellige af organismens egne bestanddele ("selv"), men på et niveau, der ikke udløser betændelses- eller afværgereaktion. Immunsystemet regulerer og undertrykker normalt til stadighed autoimmunitet og opretholder derved en tilstand af immunologisk tolerans over for "selv". Hos pattedyrene er fostrets immunsystem i princippet tolerant over for alt.

Evnen til at skelne mellem "selv" og "ikke-selv" udvikles omkring fødselstidspunktet og holder sig livet igennem. Svigter immunsystemets nedregulering og kontrol af autoimmunitet, sker der et brud på den immunologiske tolerans over for organismens egne væv ("selv"). Autoantistoffer og autoreaktive lymfocytter angriber i så fald vævet og udløser betændelsesreaktioner af omtrent samme type som immunforsvarets sædvanlige inflammatoriske afværgereaktion. Når vævsfunktioner og vævsstrukturer derved beskadiges, foreligger en autoimmun sygdom.

Et brud på den immunologiske tolerans med autoimmun sygdom til følge kan igangsættes på flere måder. I nogle situationer ligger fejlen formentlig i det overordnede immunorgan, thymus, hvor T-lymfocytterne færdigmodnes. Thymus (brislen) er et lymfeknudelignende organ, der sidder i brysthulen foran hjertet og bag ved brystbenet. Det er thymusfunktionen, der sørger for, at nydannede lymfocytter med autoimmun reaktionsevne udryddes, allerede før deres cellefunktion er færdigudviklet. De nye lymfocytter dannes til stadighed i knoglemarven, som de forlader på et tidligt tidspunkt, endnu før de er funktionsdygtige. Med blodet føres de til thymus, hvor de opsamles og udvælges i et kompliceret sæt af reaktioner med thymuscellerne. Herunder elimineres alle de lymfocytter, som har specifik evne til at reagere med organismens "selv". De øvrige lymfocytter, der ikke reagerer med "selv", stimuleres til vækst og formering, hvorefter de videregives til cirkulationen. På denne måde befolkes hele immunsystemet med "godkendte", modne T-lymfocytter, der takket være den kontrollerende udvælgelse i thymus ikke reagerer med "selv" og derfor ikke kan skabe autoimmunitet. Thymus' vigtigste overordnede opgave er således at sikre organismen mod autoimmunitet, og fejl i thymusfunktionen indgår i flere teorier om, hvorledes den immunologiske tolerans kan nedbrydes som indledning til en autoimmun sygdom.

En anden vigtig årsag til brud på den immunologiske tolerans er infektioner, især infektioner med virus. Ved virusinfektion blandes genmateriale fra virus med genmateriale fra den inficerede værts celler. Virusgener koder derefter dannelse af virusprotein ("ikke-selv"), som bl.a. kan udtrykkes på overfladen af den inficerede værtscelle i sammenhæng med cellemembranens egne strukturer ("selv"). Situationen kan fremkalde immunitet ikke blot mod "ikke-selv", men også mod "selv". Virusinfektion kan befordre immunologisk fejlregulation, og brud af miljøfaktorer synes også at kunne have betydning. Det enkelte individs risiko for at udvikle autoimmun sygdom er knyttet til arvelige egenskaber, i første række klasse II vævstyperne, men også til andre nedarvede faktorer. Køn, alder og ernæringstilstand er af betydning for sygdomsrisikoen, og risikofaktorerne er forskellige for de forskellige autoimmunsygdomme.

Autoimmunitet og autoimmunsygdomme er forskningsmæssigt grundigt og alsidigt belyst gennem dyreeksperimenter og undersøgelser af mennesker. Molekylærbiologisk forskning giver stadig nye, detaljerede oplysninger om den molekylære og biologiske baggrund for autoimmunsygdommene og toleransens biologi. Særlig interesse knytter sig til opklaring af immungenetiske forhold i forbindelse med sygdomsrisiko og til den molekylære formidling af lymfocytternes og betændelsescellernes indbyrdes samarbejde og regulering. Men man savner generelt stadig iagttagelser, der muliggør forebyggelse og effektiv bekæmpelse af autoimmunsygdomme.

Autoimmunitet er en del af den indre sygdomsfremkaldende mekanisme ved mange sygdomme og optræder ofte som et forbigående fænomen, der forsvinder, samtidig med at sygdommen helbredes. Det normale immunsystem reparerer toleransbruddet og genopretter regulationen.

Ved de egentlige autoimmunsygdomme er autoimmunitet den afgørende faktor bag sygdommens udvikling og forløb, og toleransbruddet er langvarigt eller permanent. En autoimmunsygdom kan være organspecifik, således at den rammer et enkelt organ, som indeholder autoantigenet (fx bugspytkirtlens insulinproducerende ø-celler ved den insulinafhængige diabetes (type I), nyrebarkceller ved Addisons sygdom eller skjoldbruskkirtlens celler ved Basedows sygdom). Andre autoimmunsygdomme medinddrager celler og vævselementer i blodets celler, hjerte-kar-systemet, bindevævet og bevægeapparatet og medfører derfor mere udbredte sygdomsprocesser i flere organsystemer (fx visse blodsygdomme og blodkarsygdomme, kronisk leddegigt, andre gigt- og bindevævssygdomme).

Ved de generaliserede autoimmunsygdomme (bindevævs-immunsygdomme) forekommer særlig dybtgående brud på den immunologiske tolerans, fx med dannelse af autoantistoffer over for organismens eget IgG antistof (såkaldte rheuma-faktorer) eller med dannelse af antistoffer mod celle- og cellekernebestanddele, der er fælles forekommende i alle celler — endda på tværs af artsforskelle. Antinukleære antistoffer (ANA) er således betegnelsen for autoantistoffer, der reagerer med "selv"-bestanddele af organismens cellekerner (nucleus 'kerne'). ANA forekommer i talrige varianter og kan være rettet mod mange forskellige autoantigener i cellekernerne. De er karakteristiske for bindevævs-immunsygdommene og er i nogle tilfælde også ret specifikke for en enkelt sygdom. Antistoffer, der er specifikt rettet mod cellekernernes dobbeltstrengede DNA (DNA-antistoffer), er således et karakteristisk tegn på bindevævs-immunsygdommen lupus erythematosus disseminatus. dNA-antistof fra et menneske med denne sygdom reagerer altså ikke blot med dobbeltstrenget DNA fra patienten selv, men også med dobbeltstrenget DNA fra alle andre pattedyr og fra fx insekter eller protozoer.

Autoimmunitet som årsag til sygdom hos mennesket kendes fra alle væv og organer. Foruden de ovenfor nævnte eksempler (leddegigt, diabetes, Addisons sygdom og lupus erythematosus disseminatus) er autoimmunsygdomme i øjnene, lungerne, huden og slimhinderne, centralnervesystemet, leveren, mavesækken, tyktarmen, nyrerne, testiklerne, æggestokkene og hjertet ret almindeligt forekommende. Nogle af de hyppigste og alvorligste sygdomme hos mennesket har autoimmun sygdomsmekanisme, fx diabetes og kronisk leddegigt.

Læs også om vævsforandringer ved autoimmunitet.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.
Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste forfatter
Redaktionen
09/04/2010
Ekspert
KBen
Oprindelig forfatter
GuBe
29/01/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki