leverbetændelse

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Indholdsfortegnelse

leverbetændelse, smitsom gulsot, hepatitis, fællesbetegnelse for en række virusinfektioner, der især angriber leveren. De forskellige former for leverbetændelse har et fælles sygdomsbillede med gulsot, træthed, kvalme, appetitløshed og noget sjældnere ømhed i højre side af underlivet under ribbensranden. Sygdommens varighed er ofte 3-6 uger, men sygdommen kan ved nogle former blive kronisk. De ansvarlige virus er meget forskellige og smitter forskelligt, hvorfor også udbredelsen er forskellig. Ved måling af specifikke antigener, antistoffer eller virus-nukleinsyre i blodprøver kan de enkelte infektioner påvises.

Hepatitis A (hepatitis epidemica) forårsages af et lille RNA-virus af picornatype, der med en inkubationstid på ca. en måned let kan smitte gennem føde og vand forurenet med menneskeafføring eller ved tæt fysisk kontakt. Infektionen er derfor meget udbredt i alle ulande med lav hygiejnisk standard, ligesom den tidligere i Danmark var udbredt som en sygdom hos børn. Nu ses kun ca. 100 tilfælde årlig, hvoraf lidt under halvdelen smittes ved rejse i udlandet. Infektionen kan være langvarig, men aldrig kronisk og giver intet men. Med indsprøjtning af gammaglobulin forud for en udlandsrejse kan der opnås en beskyttelse, der varer 1-6 måneder alt efter dosis; mere varig beskyttelse opnås ved vaccination.

Hepatitis B forårsages af et DNA-virus af hepadna-type. Det er betydelig mindre smitsomt end hepatitis A, men virus forbliver længe i blodet, hvorfor smitte oftest finder sted ved seksuel kontakt eller sprøjtefællesskab hos narkomaner. Inkubationstiden er 2-3 måneder. Tidligere forekom også tilfælde efter blodtransfusion, men siden 1979 undersøges alt donorblod i Danmark for virus. Virus kan etablere sig som en egentlig kronisk infektion medførende kronisk leverbetændelse, der kan udvikle sig til skrumpelever. I dele af verden, især SØ-Asien, ses kronisk infektion hos 10-20%, og skrumpelever samt efterfølgende leverkræft er her et stort problem. I Danmark er der i alt ca. 100 tilfælde af hepatitis B årlig. Ved screening af bloddonorer, før de afgiver blod, påvises hos ca. 1‰, at de er virusbærere; kun få af disse har alvorlig leverlidelse. Vaccination, fx af sundhedspersonale, giver beskyttelse mod infektion.

Hepatitis C skyldes et flavivirus, der blev identificeret i 1989; sygdommen minder om hepatitis B, men har ringe smitsomhed. Til gengæld bliver ca. 80% af alle infektioner kroniske, og infektionen kan derfor efter en årrække medføre skrumpelever og leverkræft. Sygdommen er mindre udbredt og ses i den vestlige verden overvejende hos narkomaner. Ca. 20 tilfælde forekommer årlig i Danmark. Hos bloddonorer påvises virus med samme hyppighed som hepatitis B-virus. Både hepatitis B og C kan behandles med visse antivirale medikamenter, specielt interferoner. Behandlingen er langvarig og kostbar, hvorfor kun svære kroniske infektioner søges behandlet. Til vurdering af behandlingsbehov udføres ofte en undersøgelse af leveren ved vævsprøve (leverbiopsi, se biopsi). En række nye lægemidler til behandling af både hepatitis B og C er under afprøvning.

Hepatitis D forårsages af et egenartet, lille RNA-virus, der kun kan formere sig ved tilstedeværelse af hepatitis B-virus. Sygdommen ses derfor kun hos personer, der allerede lider af hepatitis B, specielt narkomaner.

Hepatitis E fremkaldes af et virus, der tilhører calicivirus, og smittemåden er som ved hepatitis A med forurenet vand og føde. Infektionen er dog langt mindre udbredt, men giver anledning til epidemier af gulsot i en række ulande.

I 1990'erne er der yderligere beskrevet virus, der fremkalder hhv. hepatitis F og G, men deres udbredelse og evne til at forårsage leverbetændelse er endnu ikke afklaret.

Betændelsesreaktioner i leveren kan også ses ved flere andre infektionssygdomme, fx mononukleose og gul feber, og kan forekomme ved alkoholmisbrug og forgiftning, fx med svampe eller lægemidler.

Vævsforandringer

Inde i levercellerne formerer virus sig. I begyndelsen ses i leverbiopsier spredt vævsdød (nekrose). Ved hepatitis A skyldes dette en direkte ødelæggelse af levercellerne. Ved hepatitis B og C fæstner viruspartiklernes overfladeantigener sig til levercellerne og ændrer dem så meget, at immunsystemets lymfocytter antager dem for fremmede celler og tilintetgør dem. I sjældne tilfælde kan nekroserne i det akutte stadium blive så udbredte, at patienten dør pga. leversvigt.

Ved kronisk hepatitis B og C erstattes de udbredte nekroser med bindevæv, således at leveren bliver hård, knudret og ofte formindsket (skrumpelever).

Vind tre bøger i Den Store Danskes quiz.

Gå til quiz.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.
Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste forfatter
Redaktionen
10/10/2013
Oprindelige forfattere
Skinh
31/01/2009
SteO
31/01/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki