tarminfektioner

Virusinfektioner

Virusinfektioner forårsages bl.a. af rota- og calicivirus. De er ganske smitsomme, også ved fysisk kontakt, og forekommer som kortvarig diarrésygdom, især hos mindre børn og evt. deres forældre og søskende samt i børneinstitutioner. De benævnes fx omgangssyge eller Roskildesyge.

Bakterielle infektioner

Bakterielle infektioner forårsages oftest af de såkaldte Enterobacteriaceae, især Salmonella, Shigella, Yersinia og Escherichia coli. Andre årsager er Campylobacter, Clostridium og kolerabakterier. Salmonellainfektioner, fx musetyfus, og campylobacterinfektioner er i slutningen af 1900-t. og begyndelsen af 2000-t. meget hyppige i Danmark pga. den centraliserede og rationaliserede husdyrdrift. Bakterierne kommer især fra æg, kyllinger og svin. Også voksne og ældre angribes, evt. med langvarig, alvorlig diarré. Yersiniainfektioner, der kommer fra svin, samt shigellainfektioner er derimod et aftagende problem. Nogle shigellaarter i troperne kan forårsage bakteriel dysenteri med et alvorligt forløb. Colibakterier er den hyppigste årsag til turistdiarré. Enkelte kan også forvolde alvorlig sygdom. Kolera ses i Danmark kun enkelte gange efter ulandsophold. Clostridiuminfektioner forekommer især som komplikation efter antibiotikabehandling, fordi tarmens normale bakterieflora er blevet forandret.

Parasitinfektioner

Parasitinfektioner omfatter bl.a. giardiasis og amøbedysenteri, der næsten kun ses efter rejser. Cryptosporidier er først for nylig blevet erkendt som sygdomsårsag. Især hos børn i ulande og personer med svækket immunforsvar kan der forekomme udtalt, langvarig diarré.

Ormeinfektioner

Ormeinfektioner, fx børneorm, forekommer også i tarmen. Tidligere forekom spolorm og bændelorm, som nu sjældent ses i Danmark, men er meget udbredte i ulande sammen med de mere alvorlige infektioner med piskeorm og hageorme, der medfører blodmangel.

Diagnostik

De fleste tarminfektioner kan diagnosticeres gennem afføringsprøver, der undersøges mikrobiologisk ved dyrkning for bakterier eller mikroskopisk for tilstedeværelsen af parasitter, orme eller æg. Virus kan være svære at påvise.

Behandling

For de fleste infektioner gælder, at behandlingen især omfatter rigelig væskeindtagelse til imødegåelse af udtørring. Ved alvorlige bakterielle infektioner anvendes antibiotika, fx kinoloner eller erytromycin. Mod amøber og Giardia anvendes metronidazol, og mod orme enten mebendazol eller niclosamid. Forebyggelse omhandler især adgang til rent drikkevand og god fødevarehygiejne.

Mod flere infektioner findes vacciner, fx rotavirus og kolera. Flere nye vacciner mod shigella- og coliinfektioner er under afprøvning i begyndelsen af 2000-t.