ileostomi

ileostomi, (1. led af lat. ileum 'nederste del af tyndtarmen', af gr. eilein 'krumme sammen, snurre, sno', 2. led af gr. stoma 'mund'), kirurgisk fremlæggelse af den nederste del af tyndtarmen, så den udmunder på forsiden af bugvæggen. Ileostomien forsynes med en plasticpose til opsamling af afføringen. Hos enkelte patienter kan man konstruere et tarmreservoir under huden, hvor afføringen kan opsamles og derefter udtømmes ved indførelse af et kateter. En midlertidig ileostomi anlægges fx i forbindelse med tarmperforation ved bughindebetændelse eller skader og kan ofte lægges tilbage efter nogle måneder. Ileostomien er permanent, hvis man har fjernet tyk- og endetarmen pga. fx colitis ulcerosa eller Crohns sygdom.

Udførelsen af ileostomi er imidlertid blevet nødvendig hos væsentlig færre patienter, der får fjernet tyktarmen pga. colitis ulcerosa eller familiær adenomatøs polypose (se tyktarmssvulster). Dette skyldes, at man fra begyndelsen af 1980'erne har udført en operation, hvorunder der af den nederste del af tyndtarmen dannes et reservoir (ileo-anal-pouch), oftest formet som et J, hvis bund sys til den øverste del af endetarmskanalen, således at tarmens kontinuitet bevares. Operationen er vellykket hos ca. 95%. Den hyppigste komplikation er en uspecifik betændelsestilstand (pouchitis) af ukendt årsag, der rammer ca. en tredjedel, dog kun i få tilfælde alvorligt.