Niels Stensen

© Medicinsk-Anatomisk Institut, Københavns Universitet

Niels Stensen. Portræt, der formodes at være det eneste autentiske af Stensen. Det er sandsynligvis malet mellem 1666 og 1677 af portrætmaleren Joost Sustermans, der var hofmaler ved Medicifamiliens hof. Det er her gengivet efter en kopi, ophængt på Medicinsk-anatomisk institut på Panum Instituttet i København; originalen er i Uffizierne i Firenze. Portrættet har dannet forlæg for forsiden af en dansk prismedalje for udenlandske geologer. Den latinske navneform på portrættet, Stenonius er anderledes end den traditionelle, som han selv brugte, Stenonis.

Niels Stensen, Niels Steensen, Nicolaus Stenonis, 1.1.1638-25.11.1686, dansk anatom, geolog og teolog. Under tre års medicinsk studium hos Thomas Bartholin ved Københavns Universitet viste Niels Stensen stor belæsthed og videnskabelig indsigt, men også interesse for religiøse spørgsmål.

Det i 1659 på latin nedskrevne manuskript, som han selv gav overskriften In nomine Jesu med tilføjelsen Chaos, vidner herom.

Som mange andre danske medicinstuderende måtte Niels Stensen i 1660 rejse til udlandet for at fuldende sit lægestudium. Under et ophold i Amsterdam fandt han i 1660 udførselsgangen fra ørespytkirtlen, som i 1662 blev opkaldt efter ham (ductus parotideus Stenonis).

Indtil da havde det været den almindelige antagelse, at spyt og tårer blev dannet i hjernen, men under studier hos anatomen Franciscus Sylvius på universitetet i Leiden beskrev han i 1662 de andre spytkirtler, tårekirtlen, tårekanalen og deres funktion og skelnede dem fra lymfeknuder. Som den første fremhævede han i 1663, at hjertet kun består af muskelfibre og ikke er sæde for ånd, livskraft og følelser.

I 1664 vendte Stensen hjem i håb om en ansættelse som anatom ved Københavns Universitet. Da han ikke fik den lovede stilling, rejste han til Paris, hvor han i 1665 bl.a. beskrev den medfødte hjertesygdom, der siden fik navnet Steno-Fallots tetralogi. Ved en række forelæsninger over hjernens anatomi og funktion anfægtede han samtidens og især Descartes' mere spekulative forestillinger herom.

© SDE

Niels Stensen udgav i 1667 den banebrydende afhandling Elementorum myologiae specimen med undertitlen Musculi descriptio geometrica, hvori han detaljeret beskrev musklernes indre struktur på grundlag af minutiøse dissektioner. Vha. geometriske overvejelser forkastede han den dengang herskende opfattelse, at musklernes sammentrækning skyldtes opsvulmning fremkaldt af spiritus animalis ('dyrisk ånd') tilført gennem nerverne. Øverst ses Stensens illustration af forskellige pennate muskler, hvor muskelfibrene med en vinkel (pennationsvinklen) er tilhæftet seneblade, der er indlejret i musklen. Nederst en af hans geometriske analyser til forklaring af musklens sammentrækning.

I 1666 ankom Niels Stensen til Toscana, hvor Medicifamilien sikrede hans ophold som livlæge for storhertug Ferdinand 2. i Firenze. Her fortsatte han sine anatomiske studier; Stensens beskrivelse fra 1666 af tværstribede muskelfibres uændrede volumen under sammentrækning er først blevet endeligt anerkendt i 1900-t.

Desuden gjorde han epokegørende opdagelser inden for geologi, palæontologi og krystallografi. Bl.a. påviste han, at Toscanas jordskorpe er opbygget af aflejringer i fortidige have, at fossiler er levninger af tidligere tiders dyr, og at et krystals kantvinkel er uændret under krystallets vækst (Stenos lov).

De fleste af Stensens opdagelser blev gjort under rejser i Europa og opholdet i Firenze i tiden indtil 1672, da Christian 5. på Griffenfelds foranledning inviterede Stensen til København. Opholdet i København var kortvarigt og ikke særlig frugtbart.

Under tiltrædelsesforelæsningen på Anatomisk Institut i 1673, der var ledsaget af anatomiske demonstrationer, faldt i slutningen de ofte citerede ord: Pulchra sunt quae videntur, pulchriora quae sciuntur, longe pulcherrima quae ignorantur ('Skønt er det vi ser, skønnere det vi erkender, allerskønnest hvad vi ikke fatter'). Da Stensen igen blev forbigået ved besættelsen af professoratet i anatomi, idet det blev besat af Caspar Bartholin, vendte han i 1674 tilbage til Firenze.

I 1667 var Niels Stensen konverteret til katolicismen, og påskelørdag 1675 blev han præsteviet i Firenze, hvor han virkede som sjælesørger for tilrejsende. I 1677 blev han viet til biskop og accepterede at blive sendt til det protestantiske hertugdømme Hannover for at virke blandt dets få katolikker.

Hans ansvarsområde blev snart udvidet til at omfatte de protestantiske områder i hele Nordtyskland, Danmark og Norge. Fra 1685 til sin død virkede han som almindelig præst i Schwerin. Hans religiøsitet udviklede sig til askese, og hans sidste år var præget af fattigdom.

Hans kiste blev nedsat i krypten i Mediciernes San Lorenzo-kirke i Firenze i 1687. Stensen blev 23.10.1988 saligkåret af pave Johannes Paul 2.

Niels Stensen latiniserede selv sit navn til Nicolaus Stenonis. Internationalt brugtes tidligt Steno som en slags efternavn, en betegnelse Stensen imidlertid aldrig selv brugte; Stensens egenhændige underskrift på dansk er bevaret som Nicolaus Steensen.

Den danske historiker A.D. Jørgensen, der udgav hans biografi i 1884, indførte formen Nils Stensen. Dette skete ikke af historiske grunde, men for i en slags skandinavisk bestræbelse at tilnærme dansk skriftsprog til svensk.

Den anerkendte kender af Niels Stensens værker, Gustav Scherz, havde i 1940'erne accepteret formen Stensen, bl.a. ved sin genudgivelse af A.D. Jørgensens værk fra 1884.