medicinens historie (Europæisk medicin)

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Indholdsfortegnelse

Medicinens historie. Sigmund Freud. Foto fra 1921.

Medicinens historie. Sigmund Freud. Foto fra 1921.

Europæisk medicin, også kaldet vestlig medicin, har sine rødder i Grækenland (se Grækenland i oldtiden (medicin)), som igen kan have været under indflydelse af lægekunsten i Babylonien, Indien og formentlig også Kina. Lægeguden Asklepios kan have haft et menneskeligt forbillede, der har levet ca. 1200 f.Kr. Templerne for Asklepios blev benyttet til sundhedssøvn, og der uddeltes gode råd om diæt, badebehandling og legemsøvelser. En filosofi for sundhed og sygdom, humoralpatologi, opstod i løbet af 400-t. f.Kr., baseret på fire elementer: luft, ild, jord og vand, og fire legemsvæsker: blod, slim, gul og sort galde.

Den mest navnkundige græske læge, Hippokrates, virkede ca. 400 f.Kr., i både Grækenland og Lilleasien, men menes at have haft sit hovedvirke på øen Kos. Hippokrates og hans elever udarbejdede et samleværk, siden hen kaldt Corpus Hippocraticum, der indeholdt skrifter om anatomi, beskrivelser af en række sygdomme, undersøgelsesteknik og overvejelser over sygdommes forløb (prognose) baseret på grundige kliniske iagttagelser. Som behandling anbefalede han, at man skulle tilstræbe at understøtte naturens lægende kræfter. Hippokrates formulerede det stadig gældende grundlag for medicinsk etik i den hippokratiske lægeed.

Alexandriaskolen, hvis kendteste repræsentanter er Herofilos og Erasistratos, der virkede ca. 300 f.Kr., var endnu et højdepunkt i den græske lægekunst. Herofilos skelnede mellem arterier og vener, erkendte hjertets rolle for pulsslaget og skelnede mellem nerver og sener. Hans iagttagelser af pulsen byggede på grundig observation; bl.a. var han klar over sammenhængen mellem feber og hurtigere puls, hvilket gav mulighed for vurdering af feberen på et tidspunkt, hvor man ikke kendte til termometre. Erasistratos bidrog til Alexandriaskolens berømmelse ved sin beskrivelse af hjerteklapperne, sin skelnen mellem motoriske nerver og følenerver og en række andre holdbare iagttagelser. Både Herofilos og Erasistratos dannede skoler i Alexandria, som i de følgende århundreder bevarede og udbredte deres viden.

Galenos (ofte omtalt med kortformen Galen) var født i Pergamon i Grækenland og uddannet som læge i den græske tradition, bl.a. ved studier i Alexandria. En tid arbejdede han som gladiatorlæge ved arenaen i sin fødeby. Det gav ham rig mulighed for studier i sårbehandling og undersøgelser over menneskets opbygning. Fra 162 arbejdede han i Rom, hvor han introducerede den græske lægekunst og opnåede en enestående anseelse. Han samlede eksisterende skrifter og supplerede med omfattende egne studier. Galenos videreudviklede humoralpatologien, som kom til at præge medicinens udvikling i de følgende mange århundreder. Galenos skal have forfattet i alt 147 medicinske værker, fx Om de anatomiske øvelser, Om de lidende steder, Den terapeutiske metode og Om sundhedens bevarelse. Han sammenfattede hele sin lære i Lægekunsten (Ars medica). Hans opfattelse af anatomi og sygdom var gældende til renæssancen.

Byzantinsk medicin. Byzantinske læger holdt den hippokratiske lægekunst i hævd i 400-600-t.; Paulos fra Aigina (Ægina) forfattede i begyndelsen af 600-t. et værk i syv bind, hvoraf især det, der omtaler kirurgi, vandt anerkendelse. Med den arabiske erobring af Alexandria i 642 gik det tilbage for den byzantinske medicin. Hovedværkerne forfattet af Hippokrates og Galenos gik tabt og nåede først tilbage som latinske oversættelser fra arabisk ca. 1000.

Arabisk indflydelse. Med arabernes rolle som kulturbærere i middelalderen, også i en stor del af Europa, fik den arabiske fortsættelse af den orientalske og græske medicinske tradition afgørende betydning. Det største navn i den arabiske medicin var den persiske filosof og læge Avicenna. Allerede som 20-årig blev han udnævnt til hoflæge for fyrsten i Bukhara og var senere læge ved hoffet i Isfahan. Hans hovedværk inden for medicinen var Qanun (arab. 'rettesnor'), på latin Canon Avicennae. Værket var en sammenfatning af tidens viden inden for arabisk, persisk, græsk og romersk medicin, herunder Hippokrates' og Galenos' værker. Bl.a. findes i Canon Avicennae beskrivelser af hundegalskab, brystkræft og andre svulster, fødslers forløb, forgiftninger og deres behandling. Der gives også en beskrivelse af 700 lægeplanter og deres anvendelse. Helt ind i 1800-t. blev Canon Avicennae brugt i undervisningen af læger. I Christian 3.s fundats for Københavns Universitet nævnes Canon Avicennae som et af de værker, de medicinske professorer skal studere.

Klostermedicin. Under indflydelse af den katolske kirke påtog klostrene sig rollen som hospitaler, hvor syge kunne få en omsorgsfuld pleje. Religionen anerkendte ikke anatomiske studier i form af dissektion af lig. Der var derfor i denne periode stilstand i udviklingen af lægekunstens grundlag, mens plejen af de syge havde så meget større opmærksomhed.

Lægeskoler oprettedes efterhånden i Europa, bl.a. i Salerno i Italien allerede i 800-t. Salernoskolen nåede sin største berømmelse i 1100- og 1200-t. Fra den stammer den første samlede beskrivelse (farmakopé) af kendte lægemidler, Antidotarium Nicolai, forfattet ca. 1100 og benyttet som standardværk for læger og apotekere gennem de følgende århundreder. Andre berømte lægeskoler blev grundlagt i Montpellier i Frankrig ca. 1137, ved universitetet i Paris ca. 1180 og i Padova og Bologna i Italien i hhv. 1222 og 1260.

Paracelsus, som var schweizer, angreb i 1500-t. humoralpatologien, idet han gjorde op med Hippokrates, Galenos og Avicenna og henviste til at udføre iagttagelser af naturen. Paracelsus' teorier og skrifter var vanskeligt tilgængelige. Hans største fortjeneste var indførelsen af kemiske forbindelser i sygdomsbehandlingen.

Den moderne anatomi blev grundlagt i 1500-t. af den belgiske anatom og læge Andreas Vesalius. Han studerede i Paris og derefter i Padova. Hans undersøgelser af menneskekroppens opbygning gjorde op med overleverede opfattelser, der var baseret på Galenos' anatomiske studier af dyr, som ukritisk var opfattet som gældende også for mennesket. Hans hovedværk De Humani Corporis Fabrica (Om menneskelegemets opbygning), et værk i syv bind, blev trykt i Basel i 1543 med illustrationer udført af den tyske træsnitgravør Jan von Calcar (1499-1546). Det var det første anatomiske atlas, der gav en nøjagtig gengivelse af anatomien.

1600-t. var en storhedstid i lægekunsten. Den engelske læge William Harvey, der var uddannet i Cambridge og Padova, beskrev i 1628 blodets kredsløb. Den danske læge og anatom Thomas Bartholin beskrev i 1653 lymfekarrene. Italieneren Marcello Malpighi beskrev i 1660 kapillærerne som forbindelse mellem arterier og vener. Forudsætningen for denne iagttagelse var opfindelsen af mikroskopet, som af hollænderen Anton van Leeuwenhoek blev forfinet yderligere, så det blev muligt at iagttage fx bakterier og sædceller. Danskeren Niels Stensen meddelte i 1662 sine iagttagelser over spytkirtler, tårekirtler og svedkirtler. Den italienske anatom Giovanni Battista Morgagni, professor ved universitetet i Padova, beskrev som den første ved sammenligning mellem obduktioner og den forudgående sygehistorie sammenhængen mellem sygdom og ændringer i kroppens væv og grundlagde dermed den patologiske anatomi.

Infektionsmedicin. I 1798 kunne den britiske landsbykirurg Edward Jenner rapportere om sine vellykkede forsøg med at forebygge koppesygdommen ved hjælp af vaccination med kokoppevirus. Den franske kemiker og mikrobiolog Louis Pasteur påviste i 1876 miltbrandbakterien og udviklede en virksom vaccine mod hundegalskab. Sammen med den tyske læge Robert Koch, der bl.a. opdagede tuberkelbakterien i 1882, blev Pasteur grundlægger af den moderne bakteriologi. Læren om antistoffer (serologi), der var forløberen for immunologi (se immunologi (historie)), blev udviklet af de tyske læger Emil von Behring og Paul Ehrlich som led i behandlingen af infektionssygdomme.

Før bakterierne var blevet identificeret, havde den ungarske læge Ignaz Semmelweis vist, at forekomsten af barselsfeber kunne reduceres drastisk ved at foretage håndvask i klorkalkvand forud for hver gynækologisk undersøgelse. Den britiske læge Joseph Lister påbegyndte i 1865 antiseptisk behandling med karbol i forbindelse med komplicerede benbrud. I form af en karbolspray blev princippet senere anvendt på operationsstuer og reducerede antallet af sårinfektioner markant.

Patoanatomi. Humoralpatologien, som forklarede sygdomme ved forrykkelse af legemsvæskernes indbyrdes forhold, fik i midten af 1800-t. sit dødsstød ved fremkomsten af cellularpatologien, formuleret af den første tyske patoanatom, Rudolf Virchow, der fastslog, at sygdomme skyldes abnorme ændringer i cellernes opbygning eller funktion.

Psykiatri. Inden for psykiatrien revolutionerede den østrigske læge Sigmund Freud i slutningen af 1800-t. og de første årtier af 1900-t. opfattelsen af den menneskelige psykes natur og indførte psykoanalysen som behandling af neuroser. Hans teorier har haft gennemgribende indflydelse ikke blot inden for lægevidenskaben, men også i litteratur og billedkunst.

Vitaminer. Blandt legemlige lidelser har vitaminmangelsygdomme, fx skørbug, været kendt gennem århundreder, og på empirisk grundlag blev de forebygget ved hjælp af friske grøntsager i skibskosten, ikke mindst med citrusfrugter. I begyndelsen af 1900-t. fik man gennem studier af sådanne sygdomme et fingerpeg om, hvor det manglende stof fandtes. Dette blev grundlaget for identificeringen af vitaminerne.

Endokrinologi. Med kendskab til de endokrine kirtlers hormonproduktion kunne hormonerne isoleres, først i urenset form, fx insulin, der blev fremstillet af de canadiske læger Banting og Best i 1921 ud fra ekstrakter af bugspytkirtel. Hormonernes molekylære opbygning blev gradvis kendt, så stofferne kunne fremstilles syntetisk og anvendes i sygdomsbehandling. Et eksempel er binyrebarkhormonerne, der fx spiller en vigtig rolle for behandlingen af bindevævssygdomme og astma samt for kontrollen af immunologiske reaktioner i forbindelse med transplantationer.

Farmakologi. Sulfonamider med virkning på en række bakterielle infektioner blev skabt af den tyske læge Gerhard Domagk i 1935. I 1928 havde den britiske bakteriolog Alexander Fleming bemærket, at visse mugsvampe kunne dræbe bakterier på en agarplade. I 1939 oprensede den britiske patoanatom Howard Florey og den britiske kemiker Ernst Chain det aktive stof penicillin, der i 1940 anvendtes for første gang til behandling af en livstruende infektion. Siden er der fremstillet talrige andre antibiotika, som har revolutioneret behandling af infektionssygdomme.

Transplantation. Kendskabet til vævstyper og deres betydning for afstødningsreaktioner i forbindelse med organtransplantationer har sammen med udvikling af lægemidler, der undertrykker immunreaktionen, skabt grundlaget for den moderne transplantationskirurgi. Den første vellykkede nyretransplantation blev udført i 1954 af den amerikanske plastikkirurg Joseph Murray, og den første vellykkede hjertetransplantation blev foretaget af den sydafrikanske kirurg Christiaan Barnard i 1967. I 1990'erne betragtes transplantation af nyrer, hjerte, lunger, lever og bugspytkirtel som komplicerede, men generelt glat forløbende indgreb.

Genforskning. Strukturen af det menneskelige arvemateriale (DNA) blev klarlagt af den britiske fysiker Francis Crick og den amerikanske biolog James Watson i 1953, da de beskrev opbygningen af dobbeltspiralen og dens komponenter. Opdagelsen skabte basis for udviklingen af den molekylære biologi og patologi, som har betydning for både diagnose og behandling af en række sygdomme. Forskningen på dette område har klarlagt grundlaget for mange genetiske sygdomme og for arveanlæggenes betydning for udvikling af mange kræftformer. Den igangværende kortlægning af det menneskelige genom er også baseret på vort kendskab til genernes struktur. Moderne biokemi og molekylærbiologi har skabt viden om receptorer for organismens egne signalstoffer og deres struktur; dermed er der skabt mulighed for en mere målrettet udvikling af lægemidler, der virker på forskellige receptorer. Dette gælder ikke mindst inden for centralnervesystemet, idet det er blevet muligt at udvikle psykofarmaka med mere specifik virkning og med færre bivirkninger.

Billeddiagnostik. I 1895 opdagede den tyske fysiker Wilhelm Röntgen de stråler (siden kaldt røntgenstråler), som kunne anvendes til at skabe billeder af kroppens strukturer. Røntgenteknikken har haft umådelig betydning både som undersøgelsesmetode og til strålebehandling i forbindelse med kræftlidelser. Udviklingen af moderne billeddannende apparatur i form af CT-scanning, der bygger på en kombination af røntgenstråling og moderne computerteknik, har givet enestående muligheder for korrekt diagnosticering. Det samme gælder andre billeddannende teknikker som PET-scanning, SPECT-scanning og MR-undersøgelse.

Miljømedicin. I slutningen af 1900-t. har faget miljømedicin med hjælp fra fagene epidemiologi og toksikologi kunnet identificere skadelige miljøpåvirkninger, som således kan søges minimeret eller helt elimineret. Ikke mindst inden for arbejdsmedicin og hygiejne har denne viden været grundlæggende.

Forebyggelse (profylakse) har fået en tiltagende betydning inden for lægevidenskab. På verdensplan er det lykkedes at eliminere koppesygdommen ved et energisk gennemført vaccinationsprogram. På nationalt plan ses flere initiativer til sundhedsopdragelse, fx i form af kampagner om rygeophør og nedsat alkoholindtagelse. På trods af deres gode fornuftsgrunde har de dog svært ved at finde fodfæste i befolkningen, som ikke altid tager stilling på basis af rationelle overvejelser.

Lægevidenskabens landvindinger og de stærkt udvidede behandlingsmuligheder har åbenbaret deraf afledte kapacitetsproblemer og økonomiske problemer, som giver anledning til løbende debat.

Se også Danmark (sundhedsvæsenets historie), kirurgi, lægemidler, lægeplanter, lægeuddannelse (historie) og lægevidenskab.


 

Kommentarer

Skriv kommentar

Her kan du skrive en kommentar til artiklen. Du skal være logget ind for at kunne skrive kommentarer.

Hvad er en kommentar? Her kan du kommentere artiklens indhold. Dine kommentarer er synlige for alle brugere.

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   E-bøger
hos g.dk

 

© Dette billede må du ...

Medicinens historie. Sigmund Freud. Foto fra 1921.

Viser 1 af 1 billeder

Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste forfatter
Redaktionen
05/02/2009
Ekspert
SMe
Oprindelig forfatter
JRyg
01/02/2009

© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki