røntgenundersøgelse (Digital radiografi)

Udviklingen af elektronik og computerteknik har fra 1980 gjort det praktisk muligt at frembringe røntgenbilleder med digital teknik uden brug af film. CT-scanning var den første type røntgenundersøgelse, der betjente sig af digitale signaler til billedfremstilling, men også sædvanlige røntgenbilleder kan fremstilles, opbevares og gengives med digital teknik (digital radiografi). En af metoderne hertil er at overføre en billedforstærkers videobillede gennem en analog-til-digital konverteringsenhed til en optisk disk eller andet digitalt opbevaringsmedium. En anden mulighed, som kan anvendes ved røntgenapparater uden den meget kostbare billedforstærker, er at anvende en type kassette, som i stedet for film og forstærkningsfolier indeholder en strålefølsom plade, hvor den modtagne strålingsenergi forbliver bundet i form af anslåede (exciterede) elektroner og først frigøres i form af lys som fosforescens ved bestråling med laserlys af en bestemt bølgelængde. Efter røntgeneksponeringen indsættes kassetten i et aflæsningsapparat, hvor en laserstråle scanner pladen punkt for punkt i linje efter linje. De frigjorte lyskvanter registreres løbende af en fotomultiplier, og den herved frembragte elektriske strøm omsættes i digitale talværdier omfattende fx 256 gråtoneværdier mellem sort og hvidt. For at få tilstrækkelig detaljeskarphed i billedet må de enkelte aflæste billedpunkter være tilpas små, som regel ikke over 0,25 mm. Den samlede digitale information i billedet om de enkelte punkters beliggenhed og lysværdi er for et gennemsnitligt røntgenbillede af størrelsesordenen 1 megabyte.

En af fordelene ved digital radiografi er, at følsomheden for røntgenstråling ved denne metode er større end ved fotografisk afbildning, hvilket giver bedre billedkvalitet og/eller reduktion af strålingsdoserne. En anden gevinst er, at man med computerteknik let kan bearbejde digitale billeder på forskellig måde for at gøre dem tydeligere, fx ved ændring af mørkhed eller billedkontrast eller ved fremhævning af konturer. Endvidere kan billederne let og hurtigt sendes via videokæde eller specialkabel inden for det enkelte sygehus eller via telefonnettet fra et lille afsidesliggende sygehus til en specialafdeling på et central- eller universitetssygehus (telemedicin).

Systemer til arkivering af de meget store datamængder er kostbare, hvis der også skal være mulighed for hurtig mobilisering og demonstration af røntgenbilleder på monitorer overalt inden for det enkelte sygehus. Pga. de hermed forbundne økonomiske problemer må man ofte i en lang overgangsperiode, efter at digital radiografi er indført, i et vist omfang anvende og arkivere røntgenbilleder i form af filmkopier. Ved udgangen af 1900-t. har man dog enkelte steder virkeliggjort forestillingen om "det filmløse sygehus".