scintigrafi

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Indholdsfortegnelse

/files/25552/=ud_a_229333.mp3?revision=1

scintigrafi, tidl. isotopscanning, billeddannelse af radioaktive isotopers fordeling i kroppen. Scintigrafi er en medicinsk undersøgelsesmetode, der anvendes inden for fagområderne nuklearmedicin og klinisk fysiologi.

Teknik

Ved scintigrafi indgives en radioaktiv isotop (se radioaktive lægemidler), oftest ved en indsprøjtning i en blodåre, fx en armvene. Derefter foretages vha. et gammakamera en billedoptagelse. Betegnelsen scintigrafi kommer af, at gammastråler fra den radioaktive isotop fremkalder lysglimt (scintillationer) i en stor fladeformet krystal i gammakameraet. Lysglimtene forstærkes elektronisk, og da de samtidig stedbestemmes, opnås der et billede af, hvor i kroppen de radioaktive isotoper befinder sig. Der afgives naturligvis flest gammastråler fra de områder af kroppen, hvor isotopen er mest koncentreret, og det afhænger bl.a. af, hvilken kemisk forbindelse isotopen indgår i.

Ordet scintigrafi kommer af latin scintilla 'gnist' og -grafi.

Anvendelse

Indgives fx en fosfatforbindelse mærket med technetiumisotopen 99mTc, vil stoffet optages i knoglevæv, mest de steder, hvor omsætningen i knoglevævet er størst, fx ved knoglebrud, knoglekræft eller betændelse. Undersøgelsen kaldes knoglescintigrafi. Isotopforbindelser, der optages i hjertets muskulatur (myokardium), anvendes til myokardiescintigrafi (se hjerteundersøgelse). Atter andre forbindelser bruges til lungescintigrafi mhp. konstatering af blodprop i lunge (se lungesygdomme), nyrescintigrafi (se renografi), hjernescintigrafi (se hjerne (blodgennemstrømning)), leverscintigrafi osv. En scintigrafi kan således få navn efter det organ eller organsystem, der undersøges. Ved indsprøjtning af isotopmærkede hvide blodlegemer (leukocytter) kan en scintigrafi afsløre eventuelle betændelsesprocesser, hvor leukocytterne koncentreres. PET- og SPECT-scanning er særlige former for scintigrafi. Ved helkropsscanning udføres en scintigrafi af hele legemet. Dette anvendes i reglen i forbindelse med knoglescintigrafi.

De billeder (scintigrammer), der fremkommer ved scintigrafi, er ikke skarpe eller detaljerede sammenlignet med fx røntgenundersøgelse, CT-scanning eller MR-undersøgelse. Metoden er derfor ikke særlig egnet til undersøgelse af strukturforandringer. Til gengæld giver scintigrafi vigtige fysiologiske oplysninger, fx om organernes funktionstilstand, stofskifte og blodforsyning.

Scintigrafi hører til de skånsomme (noninvasive) undersøgelsesmetoder og kan derfor i næsten alle tilfælde foretages på ambulante patienter. Der kræves i almindelighed kun et stik i en blodåre, og da den kemiske stofmængde er uhyre ringe (se sporstoffer), ses praktisk talt aldrig overfølsomhedsreaktioner eller andre bivirkninger. Den stråledosis, patienten modtager fra den radioaktive isotop i forbindelse med en scintigrafi, er i reglen ikke højere end ved en røntgenundersøgelse.

Scintigrafi bruges også på heste. Højgård Hestehospital i Morud, nær Odense, er foreløbig det eneste sted i Danmark, dette tilbydes.


 

Kommentarer

Skriv kommentar

Her kan du skrive en kommentar til artiklen. Du skal være logget ind for at kunne skrive kommentarer.

Hvad er en kommentar? Her kan du kommentere artiklens indhold. Dine kommentarer er synlige for alle brugere.

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   E-bøger
hos g.dk

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

Filer

FilTilføjet af 
 ud_a_229333.mp3 (8.13 kB)

Ingen beskrivelse

Admin

02/02/2009

Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste 3 forfattere
Redaktionen
27/05/2011
Midzi
22/10/2009
Redaktionen
02/02/2009
Oprindelig forfatter
OHar
02/02/2009

© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki