ekkokardiografi

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

ekkokardiografi, (af ekko og gr. kardia 'hjerte' og -grafi), ultralydundersøgelse af hjertet. Et lydhoved, der anbringes på brystkassen, udsender ultralyd og registrerer de lydbølger, der tilbagekastes fra hjertets forskellige væv. Af det registrerede lydekko skaber en computer et skærmbillede af hjertet 50-100 gange i sekundet. Hjertets kamre, vægge, klapper og store til- og fraførende blodkar kan således undersøges, ligesom hjertekamrenes sammentrækning og klappernes bevægelser kan iagttages. Ekkokardiografi kombineres ofte med en anden ultralydteknik, Dopplerundersøgelse, som muliggør undersøgelse af blodstrømningerne gennem hjertekamrene og klapperne. Ekkokardiografi er ufarlig og foretaget på denne måde uden ubehag for patienten.

Den almindelige ekkokardiografiske undersøgelse kan være utilstrækkelig, navnlig pga. dårlig billedkvalitet som følge af fedme, eller hvis lungevævet mellem brystvæggen og hjertet forstyrrer undersøgelsen. Ekkokardiografi kan da udføres fra spiserøret, som ligger ganske tæt på hjertet. Herved opnås en særdeles god og detaljeret billedkvalitet. Man anvender en bevægelig slange med ultralydhovedet i spidsen. Den føres ned i spiserøret efter grundig lokalbedøvelse af mundhule og svælg. Denne undersøgelsesform er i reglen kun forbundet med et mindre ubehag for patienten.

Undersøgelsen hører med til standardundersøgelse af hjertet på alle danske hjerteafdelinger, næsten på linje med elektrokardiografi, og udføres også ambulant på laboratorier efter henvisning fra alment praktiserende læger. I 2001 udførtes ca. 100.000 ekkokardiografier i Danmark. Undersøgelsen udføres ved uafklaret hjerteinsufficiens, ved kortåndethed af ukendt årsag, ved bedømmelse af venstre hjertekammers funktion, fx efter blodprop i hjertet (akut myokardieinfarkt), ved bedømmelse af hjerteklapsygdom, herunder uafklaret mislyd påvist ved hjertestetoskopi, ved mistanke om hjerteklapbetændelse, ved uafklaret årsag til brystsmerter og ved mistanke om blodprop udgået fra hjertet (emboli). Ekkokardiografi udført fra spiserøret er rutineundersøgelse som vejledning for kirurgen under operation for hjerteklapsygdom i mitralklappen, hvor der er planlagt en kirurgisk tilpasning af en hjerteklap (klapplastik).


 

Kommentarer

Skriv kommentar

Her kan du skrive en kommentar til artiklen. Du skal være logget ind for at kunne skrive kommentarer.

Hvad er en kommentar? Her kan du kommentere artiklens indhold. Dine kommentarer er synlige for alle brugere.

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   E-bøger
hos g.dk

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste forfatter
Redaktionen
30/01/2009
Oprindelige forfattere
AWen
30/01/2009
FS-H
30/01/2009

© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki