hjerteinsufficiens

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Indholdsfortegnelse

hjerteinsufficiens, hjerteinkompensation, hjertesvigt, hjertesvækkelse, tilstand, hvor hjertet pumper for lidt blod ud i forhold til kroppens behov pga. svigt af hjertemusklen. Ved hjerteinsufficiens træder en række kompensatoriske mekanismer i funktion for at opretholde en tilstrækkelig størrelse af den mængde blod, som hjertet pumper ud pr. minut (minutvolumen). Hjertekamrene udvider sig, og der kommer øget aktivitet af det autonome nervesystems sympatiske del, hvilket medfører øget sammentrækningskraft af hjertemusklen, hurtig hjerteaktion, sammentrækning af blodårerne og omfordeling af blodvolumen og minutvolumen. En række hormoner frigives, og gennem nyrerne tilbageholdes salt, hvilket medfører væskeophobning og øgning af blodvolumen.

Hjerteinsufficiens er hyppigst kronisk med svigt af venstre hjertekammers muskulatur (venstresidig hjerteinsufficiens). Når venstre hjertekammer ikke kan pumpe det blod videre, som det modtager, hober blodet sig op i venstre forkammer og i lungeblodkarrene, hvor trykket stiger. Der kommer symptomer i form af kortåndethed, først ved større anstrengelser, så ved mindre og mindre aktivitet og til sidst i hvile. I udtalte tilfælde træder væsken fra blodkarrene ud i lungevævet, og der optræder lungeødem. Herunder er patienten medtaget, svært forpustet og har kvælningsfornemmelse; huden kan være blå (cyanose), og der kan komme blodigt skum ud af munden.

Ved svigt af venstre hjertekammer og påfølgende trykstigning i lungeblodkarrene belastes højre hjertekammer, der med tiden også svigter (højresidig hjerteinsufficiens). Herved optræder forstørret lever, væskeophobning i bughulen (ascites) og hævede ben (ødemer). Andre symptomer på hjerteinsufficiens er træthed, madlede, kvalme og tegn på nedsat gennemblødning af hjernen, fx forvirring (konfusion). Kronisk højresidig hjerteinsufficiens kan også forekomme isoleret, fx ved kronisk lungesygdom eller ved medfødt hjertesygdom med forhøjet tryk i lungeblodkarrene.

Akut venstresidig hjerteinsufficiens optræder især ved blodprop i hjertet og kan dels medføre lungeødem, dels blive så udtalt, at hjertet pumper så lidt blod ud, at gennemblødningen af de livsvigtige organer hjerne, nyrer og hjertemusklen selv er helt utilstrækkelig. Patienten er meget medtaget med lavt blodtryk, bleg med fugtig, kølig og blåfarvet (cyanotisk) hud og med sløret bevidsthed (kardiogent kredsløbschok).

Akut højresidig hjerteinsufficiens, som også kan medføre kredsløbschok, forekommer ved større blodpropper i lungerne (lungeemboli).

Diagnose

Diagnosen hjerteinsufficiens stilles ud fra sygehistorien og ved hjerteundersøgelse, evt. suppleret med røntgenundersøgelse af brystkassen og ekkokardiografi.

Årsag

Årsagen til hjerteinsufficiens er hyppigst åreforkalkning i kranspulsårerne (se hjertekransåresygdom), men alle hjertesygdomme samt blodtryksforhøjelse kan i det lange løb svække hjertemusklen. Hjerteinsufficiens kan fremprovokeres af andre sygdomme, fx lungebetændelse eller hjerteklapbetændelse, hjerterytmeforstyrrelser, fx atrieflimren, blodmangel og andre belastninger; hyppigst indtræder hjerteinsufficiens dog ganske gradvis uden udløsende faktor.

Behandling

Behandlingen med lægemidler er blevet tiltagende kompliceret med hyppige og tidskrævende kontroller, hvilket har ført til oprettelsen af særlige ambulatorier (hjerteinsufficiensklinikker) på en række danske sygehuse. Klinikkerne er bemandet med sygeplejersker, der med lægelig vejledning nøje justerer og optimerer behandlingen under hensyntagen til effekt og bivirkninger.

Årsagsbehandling er kun sjældent mulig; dog kan fx operation af hjerteklapfejl eller antibiotisk behandling af hjerteklapbetændelse ofte udføres. Symptombehandling søger at lette hjertets arbejde ved begrænsning af den fysiske aktivitet og dæmpning af angst og uro. Overvægtige patienter søges afmagret. Årsagsbehandling i form af bypassoperation udføres ved udtalt hjertekransåresygdom. Ved hjerteinsufficiens forbundet med venstresidigt grenblok (se hjerterytmeforstyrrelser) kan der anvendes en særlig form for pacemaker, der aktiverer begge hjertekamre og synkroniserer deres sammentrækning (biventrikulær pacing).

I symptombehandlingen indgår fysisk træning, som har vist en dokumenteret virkning. Behandling med blodkarudvidende lægemidler i form af ace-hæmmere gives rutinemæssigt til alle under 70 år, og der gives også betablokkere, fx af typen metoprolol. Såfremt ace-hæmmere ikke tåles, fx pga. bivirkning i form af hoste, gives beslægtede lægemidler (angiotensin II-receptorantagonister), fx Cozaar®, og dette bruges også, hvis betablokkere ikke tåles. I de mest udtalte tilfælde bruges det vanddrivende lægemiddel spironolakton. Denne udvidede og aggressive behandling har vist sig at medføre nedsat sygelighed og dødelighed samt forbedret livskvalitet.

Desuden kan nedsat salt- og væskeindtagelse, iltbehandling samt i sjældne tilfælde tømning af væske i lungesæk eller bughule komme på tale. Som sidste udvej kan hjertetransplantation overvejes.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.
Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste forfatter
Redaktionen
11/08/2014
Oprindelig forfatter
AWen
30/01/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki