endokrinologi (Moderne endokrinologi)

I sidste halvdel af 1900-t. har endokrinologien gennemgået en rivende udvikling takket være fremskridt inden for specielt biokemi, kemi og molekylærbiologi. Ekstremt følsomme analysemetoder anvendt på blod, vævsvæsker og cellefragmenter har øget indsigten i både de endokrine organers og vævs funktion og i målcellernes reaktion på hormoner. Hormoner kan opfattes som et signal, der som en nøgle i en lås udløser reaktioner i cellerne. Effekten vil i lige høj grad afhænge af låsens og af nøglens egenskaber; hormonsygdomme kan have deres årsag i både cellens ændrede følsomhed for hormonet og i forstyrrelsen i hormonets produktion og udskillelse. Mens man tidligere var henvist til at give mere eller mindre oprensede præparater udvundet af endokrine kirtler fra dyr i behandling af mangelsygdomme, har moderne organisk kemi og bioteknologi muliggjort fremstilling af helt rene hormonpræparater med samme molekylære struktur som menneskets egne hormoner. Herved undgås en række bivirkninger, som sås ved behandling med hormoner udvundet ved udtrækning fra dyrs kirtler.

Den eksperimentelle endokrinologi er fortsat i rivende udvikling. De kommende år vil give ny indsigt i de fysiologiske og biokemiske processer i de celler, der styres og kontrolleres af hormoner. Det er svært at afgrænse endokrinologien fra tilgrænsede fagområder som immunologi og neurofysiologi, hvor der også foregår signaloverførsel ved hjælp af kemiske stoffer fra et cellesystem med virkning på et andet.

Den kliniske endokrinologi, der beskæftiger sig med de endokrine sygdomme, udøves i dag i flere lægelige specialer, der foruden den medicinske endokrinologi omfatter gynækologi og obstetrik, pædiatri, neurologi samt neurokirurgi. Moderne teknologi har også inden for diagnostik og behandling af endokrine sygdomme medført store fremskridt for patienterne.