Crohns sygdom

Crohns sygdom, (efter den amerikanske læge B.B. Crohn, 1884-1956), kronisk tarmbetændelse af ukendt årsag. Sygdommen er livslang, men sjældent dødelig. De hyppigste symptomer er mavesmerter, undertiden med tilløb til tarmslyng, diarré, af og til med synligt blod i afføringen, samt vægttab. Første symptom er hos nogle patienter en endetarmsbyld. Sygdommen kan forekomme hvor som helst i fordøjelseskanalen, oftest i nederste del af tyndtarmen og øverste del af tyktarmen. Den rammer først og fremmest unge mellem 15 og 30 år og hyppigst kvinder. Antallet af nye tilfælde pr. år er i Danmark ca. 4 pr. 100.000 indbyggere. Mange patienter udvikler symptomer uden for tarmkanalen, fx ledsmerter, øjenbetændelse, mundbetændelse og knuderosen. Behandlingen er oftest medicinsk, i alvorligere tilfælde med et syntetisk binyrebarkhormon (prednisolon), som hos ca. halvdelen af patienterne bringer sygdommen i ro. De fleste patienter (50-80%) må opereres, inden der er gået ti år, fra symptomerne er begyndt. Ved operationen fjernes større eller mindre dele af tynd- og/eller tyktarmen, evt. med anlæggelse af ileostomi (fremføring af den nederste ende af tyndtarmen gennem bugvæggen). De fleste patienter lever et aktivt liv og dør i en høj alder af sygdomme, som er uden sammenhæng med Crohns sygdom.

Ca. 1% af danske patienter med Crohns sygdom har efter én eller sædvanligvis flere operationer så lidt tyndtarm tilbage, at de ikke længere kan optage føde på normal vis, men via et kateter må have tilført næring direkte i blodårerne (drop). Denne behandling kan føre til livstruende komplikationer, hvorfor de på Rigshospitalet kan tilbydes en tyndtarmstransplantation, som medfører, at de atter kan spise normalt. Sygdommen medfører en ganske let øget hyppighed af tarmkræft. Da alle patienter sædvanligvis har tæt kontakt med en sygehusafdeling, vil kræftudviklingen ofte kunne påvises så tidligt, at helbredelse ved operation er mulig.

Vævsforandringer. Betændelsen i tarmvæggen viser sig mikroskopisk som infiltration med lymfocytter og plasmaceller, der breder sig fra slimhinden til alle tarmvæggens lag. Betændelsen er granulomatøs, dvs. med indhold af små runde knuder af betændelsesceller og kæmpeceller, et udseende, der minder om tuberkulose, som Crohns sygdom dog ikke har noget at gøre med. Der opstår spalteformede sår i slimhinden, og da betændelsen kan brede sig ud til ydersiden af tarmen, kommer der sammenklæbning med andre organer (adhærencer) og dannelse af kanaler (fistler) til huden, andre tarmafsnit eller naboorganer. Der kommer efterhånden bindevævsdannelse og fortykkelse af tarmvæggen samt forsnævring af tarmen med hindring af tarmpassagen. Som hjælp til at stille diagnosen anvendes ofte udtagning af vævsprøve (biopsi). Det kan dog af og til være vanskeligt at skelne sygdommen mikroskopisk fra andre kroniske betændelser, fx colitis ulcerosa.