• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

afføring

Oprindelige forfattere ETham og VBin Seneste forfatter Redaktionen

afføring, betegnelse for både den proces, ved hvilken organismen skiller sig af med spildprodukter gennem tarmen, defækation, og det produkt, der udskilles ved processen, fækalier eller ekskrementer.

Afføringens sammensætning, udseende og mængde afhænger af kosten. Jo flere ufordøjelige kulhydrater (cellulosefibre) kosten indeholder, jo større afføringsmængde. På en almindelig dansk kost udskilles dagligt i gennemsnit ca. 100 g, og ikke mere end 200 g dagligt. På en ren vegetarkost er afføringsmængden større — op til det dobbelte. Afføring består af vand, ufordøjede føderester, tarmsekreter, afstødte celler fra tarmkanalens indre overflade samt bakterier og deres nedbrydningsprodukter. Ca. 1/3 af afføringens tørvægt består af uorganiske stoffer, ca. 1/3 af kvælstofforbindelser, 1/6 af fedtstoffer og 1/6 af cellulose. Vand udgør normalt 75% af afføringsmængden. Farven stammer dels fra galden, dels fra føden. Lugten stammer specielt fra den bakterielle nedbrydning af proteiner, hvorved der dannes ildelugtende luftarter som svovlbrinter, indol, skatol og ammoniak. I modsætning til urinen, der er bakteriefri under normale omstændigheder, indeholder afføringen myriader af bakterier, der spiller en aktiv rolle i fordøjelsen.

Der er en sammenhæng mellem fødens passagetid igennem tarmen og afføringsmængden. Jo hurtigere passage, jo større mængde afføring, først og fremmest fordi opsugningen af vand, der foregår i tyktarmen, ikke bliver så fuldstændig, som hvis passagen var langsommere. Tynd og øget afføringsmængde betegnes diarré, hård og nedsat afføringsmængde forstoppelse.

Afføringsprocessen, defækationen, kommer i stand ved en serie af reflekser. Ofte indledes processen med den såkaldte gastro-koliske refleks, der fra en fyldt mavesæk igangsætter tyktarmens rytmiske muskelbevægelser, peristaltikken, som bringer afføringen ned i den normalt tomme endetarm. Dette udløser afføringstrang, og personen går til toilettet og sætter sig. Herefter afslappes endetarmens lukkemuskel, den øvrige muskulatur i endetarmen trækker sig sammen, og udstødningen finder sted. Er det ubelejligt at følge afføringstrangen, kan den undertrykkes ved viljens hjælp ved aktivt at holde lukkemusklen spændt. Derved hæmmes hele kæden af reflekser, men kun for et stykke tid.

Børns afføring

Det nyfødte barns første afføring, meconium, er en homogen, blød, klæbrig masse, grønsort af farve og uden lugt. Meconium indeholder ikke bakterier, men kun tarmsekreter og afstødte overfladeceller samt fostervand. Første meconiumafføring afgår oftest inden ti timer efter fødslen. Afføringerne ændres gradvist i forbindelse med barnets ernæring. Brystbørns afføring er blød, gulgrøn og lugter syrligt. Børn, der får komælk eller modermælkserstatning, har mere fast, brunlig afføring med stærkere lugt. Brystbørn har i begyndelsen hyppige små mængder afføring mod senere kun en til to afføringer om ugen, da modermælk kun indeholder få affaldsstoffer. Flaskebørn har i begyndelsen en til to, senere i reglen en afføring om dagen.

Afføring afgår automatisk, når tømningsrefleksen udløses. Først omkring toårsalderen opnår barnet kontrol med denne proces. For tidlig og for ihærdig renlighedstræning kan føre til, at barnet i trods tilbageholder afføringen, som ophobes i endetarmen og fremkalder smerter, når den alligevel ikke kan holdes tilbage. Ufrivillig afføring hos ældre børn, enkoprese (gr. kopros 'afføring'), er psykisk betinget, men kompliceres ofte af forstoppelse i endetarmen.



    • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

    • Kommentar til redaktionen Vedr. afføring Marker den cirkel
      Send kommentar


  • Copyright

    Denne artikel må du ...

  • Kilde

    Denne artikel stammer fra:
    Leksikon

  • Historik