colitis ulcerosa

colitis ulcerosa, (1. led lat., af gr. kolon 'tyktarm', og -itis '-betændelse', 2. led lat. ulcus 'sår'), blødende tyktarmsbetændelse, kronisk sygdom af ukendt årsag, der kan opstå i alle aldre, men er hyppigst i den unge voksne alder. Sygdommen viser sig ved perioder med diarré, blodtilblandet afføring og i alvorlige tilfælde også almene symptomer i form af feber og vægttab. Imellem sygdomsperioderne, der kan vare fra uger til måneder, kan patienterne være helt raske i måneder til adskillige år.

Sygdommen er ikke som tidligere antaget psykosomatisk, men formodes at have baggrund i autoimmunitet, selvom det ikke er lykkedes at finde sikre beviser herfor. Sygdommen kan i alvorlige tilfælde være livstruende, hvis betændelsestilstanden breder sig igennem tarmvæggen ud i bughinden.

Behandlingen består i forebyggelse af tilbagefald af sygdommen ved hjælp af lægemidler, der indeholder stoffet 5-amino-salicylsyre. Udbrud af sygdommen behandles med lægemidler, der indeholder binyrebarkhormon (fx prednisolon). Ved behandlingssvigt kan fjernelse af tyktarmen være livreddende, og patienten kan blive helt rask og arbejdsdygtig efter en sådan operation. Det er nu teknisk muligt at fjerne tyktarmen, men bevare den nederste del af endetarmen. I en senere operation kan der anlægges et reservoir (dvs. et nyt endetarmshulrum), konstrueret af de nederste ca. 50 cm tyndtarm, der forbindes med endetarmsåbningen. På denne måde undgås ileostomi, en kunstig tarmåbning på forsiden af bugvæggen, der i de fleste tilfælde hidtil har været en nødvendighed efter operation for colitis ulcerosa. Selv med en ileostomi kan man imidlertid også leve en normal tilværelse efter en vis tilvænningsperiode, da der findes engangs-posemateriale, der hæfter til huden uden at irritere, og som hindrer lækage og lugtgener.

Antallet af nye tilfælde af sygdommen pr. år i Danmark er ca. 8 pr. 100.000 indb. Sygdommen forekommer lige hyppigt hos begge køn. Halvdelen af patienterne er under 35 år, når sygdommen bryder ud første gang. Betændelsen kan være mere eller mindre udbredt i tyktarmen på diagnosetidspunktet. Det er først og fremmest de meget alvorlige tilfælde, der nødvendiggør operation. Sygdommen kan blive både mere og mindre udbredt i tarmen, uden at det er lykkedes at finde udløsende årsager til dette. Tidlig indsættende behandling i perioder med opblussen er af betydning for sygdomsforløbet, ligesom den vedvarende medicinske behandling, der nedsætter tilbagefaldsrisikoen, er væsentlig. Der er fundet øget risiko for kræft i tyktarmen hos patienter med colitis ulcerosa, især i udbredte tilfælde med vedvarende sygdomsaktivitet. Denne risiko afværges ved tidlig operation for sygdommen.

Ca. 10% af patienterne med colitis ulcerosa har familiemedlemmer med sygdommen. Den relative risiko for at få sygdommen, hvis man har en nær slægtning med colitis ulcerosa, er ca. 10 gange større end i befolkningen som helhed, men da sygdommen er ret sjælden, er risikoen dermed beskeden.