• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

rygmarvssvulster

Oprindelig forfatter FGje Seneste forfatter Redaktionen

rygmarvssvulster, svulster, der udgår fra rygmarven, dens hinder og nerverødder. Der forekommer 40-80 tilfælde årlig i Danmark, hyppigst svulster udgået fra rygmarvshinderne (meningeomer), fra rygmarvens støttevæv (gliomer) eller fra nerverødderne (neurinomer, se nervesvulst), mens medfødte svulster er meget sjældne. Ved kræft andetsteds i kroppen, fx bryst-, lunge- og nyrekræft, kan der opstå sekundære svulster (metastaser) i rygsøjlens knogler, hvilket hos 5% af alle kræftpatienter medfører tryk på rygmarv eller nerverødder.

Symptomerne afhænger af svulstens væksthastighed og placering. En lille svulst i selve rygmarven medfører hurtigt symptomer, hvorimod en langsomt voksende svulst mellem rygmarven og den hårde hinde (dura mater) kan blive meget stor, før der optræder sikre symptomer, fx rygsmerter eller føleforstyrrelser i benene. Tiltagende tryk på rygmarven eller nerverødderne kan medføre nerverodssymptomer, fx i form af nervesmerter eller lammelser. Hvis rygmarven sammentrykkes af svulsten, medfører dette et medullært tværsnitssyndrom med lammelse af og ophævet følesans på begge ben samt ophævet blære- og tarmfunktion. Hvis de lange nerverødder neden for rygmarven (cauda equina 'hestehale') læderes, fremkommer et lignende billede i form af cauda equina-syndrom. Diagnosen bekræftes med MR-undersøgelse.

Behandling. Patienter med neurinomer og meningeomer kan sædvanligvis helbredes helt efter fjernelse af disse. Svulster i selve rygmarven kan fjernes med laser- eller ultralydkniv, se neurokirurgi. Metastaser kan i sjældne tilfælde behandles med fjernelse af en del af knoglen, hvorved rygmarven frigøres, efterfulgt af strålebehandling. Tidlig diagnose og behandling er afgørende; hvis en patient har haft et tværsnitssyndrom i mere end 12 timer, er der kun ringe udsigt til, at en operation kan genskabe gang- og blærefunktion.