strube

© Martin Bassett efter Jørgen Tranum Jensen

Strube. Øverst: Bruske (blå) afstiver menneskets strube og er ophængt i bindevævsmembraner (grønne) til tungebenet. Membrana quadrangularis ligger i strubens sidevæg. Dens underkant danner de falske stemmelæber. De ægte stemmelæber er udspændt mellem skjoldbrusken og et fremspring på tudbruskene. En teltformet membran, conus elasticus, forbinder stemmelæberne med ringbrusken, således at luften fra luftrøret kun kan passere gennem stemmeridsen. Struben indeholder i alt 13 små navngivne muskler, som regulerer stemmelæbernes afstand, længde og spænding. To af disse er vist på den nederste figur, hvor stemmelæberne ses ovenfra. Musklerne virker ved at dreje tudbruskene i forhold til ringbrusken. Musculus crico-arytenoideus posterior er den eneste muskel, der åbner stemmeridsen. Hvis den lammes, oftest som følge af beskadigelse af nerven til musklen, bliver vejrtrækningen stærkt besværet, fordi stemmeridsen ikke kan åbnes. Ved truende kvælning, fremkaldt af et fremmedlegeme, der blokerer struben, eller ved opsvulmning af slimhinden på strubelåget og i strubens indre, oftest som følge af en infektion, kan der skaffes en hurtig, livsreddende åbning til luftrøret ved gennemskæring af conus elasticus i mellemrummet mellem skjoldbrusken og ringbrusken (markeret med pil på den øverste figur), en såkaldt nødtracheotomi.

strube, (gr. larynx 'strubehoved'), det afsnit af luftvejene, der forbinder svælget med luftrøret hos lungeåndende hvirveldyr. Struben har hos alle dyr en mekanisme, der spærrer adgangen til luftrøret under synkning. Hos pattedyr (og enkelte krybdyr) har struben yderligere en funktion som tonegenerator for stemmen. Fugles stemmer dannes ikke i struben, men af en struktur (syrinx) på overgangen mellem luftrør og bronkier, se fugle. Struben er udviklingshistorisk opstået ved omdannelse af de strukturer (branchiebuer), der hos fiskene danner gælleapparatet, og når sin højeste udvikling hos pattedyrene, se fosterudvikling.

Menneskets strube er som hos andre pattedyr bygget over et bruskskelet, hvortil knytter sig muskler og andre bløddele. Den største af bruskene, skjoldbrusken (cartilago thyroidea), er en bagud åben, V-formet struktur, ophængt til undersiden af tungebenet; dens forkant danner adamsæblet. Strubelåget (epiglottis) er fastgjort til skjoldbrusken og lægger sig under synkning som et låg over indgangen til struben. Nedadtil står skjoldbrusken i ledforbindelse med ringbrusken (cartilago cricoidea), hvormed tudbruskene (cartilagines arythenoideae), der danner bagvæg i struben, er ledforbundne. Mellem et fremspring på tudbruskene og skjoldbruskens inderside er stemmelæberne (plicae vocales) udspændt. Vha. små præcisionsstyrede muskler kan tudbruskene bevæges i forhold til ringbrusken, og denne i forhold til skjoldbrusken, hvorved stemmelæbernes længde, spænding og indbyrdes afstand kan reguleres. Under ånding står stemmelæberne vidt adskilte; under tale føres de sammen og danner en smal spalte, stemmeridsen (rima glottidis), som luften fra lungerne presses igennem. Herved sættes stemmelæberne i svingninger, hvis frekvens bestemmes af stemmelæbernes længde og spænding, og hvis amplitude (styrke) bestemmes af styrken af luftstrømmen.

Oven for stemmelæberne findes et par slimhindefolder, de falske stemmelæber (plicae vestibulares), hvori findes kirtler, hvis sekret fugter de ægte stemmelæber. De falske stemmelæber kan hos mennesket kun frembringe en hæs lyd; hos kattedyr frembringer de spindelyden.