tænder (evolutionshistorie)

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Indholdsfortegnelse

Ægte tænder (dentintænder) opstod antagelig i forbindelse med udviklingen af kæbefisk for ca. 450 mio. år siden. De tidligste kendte hvirveldyr, kun få cm lange, kæbeløse fisk (agnather) med simpelt bruskskelet fra Tidlig Kambrium (ca. 530 mio. år før nu), levede formentlig som filtratorer og havde således ikke brug for tænder. Deres efterkommere, de parasitiske rundmunde, slimål og lampretter, har udviklet horntænder af keratin i mundområdet. Til gengæld dannede lidt senere kæbeløse fisk små, beskyttende dentinforbeninger, odontoder, i huden svarende til hudtænderne på overfladen og i mundhulen hos moderne bruskfisk.

Med evolutionen af aktivt svømmende rovfisk opstod behovet for bevægelige kæber med spidse udvækster til at gribe, fastholde og sluge byttet, og sandsynligvis specialiseredes odontoder på de nyudviklede kæber efterhånden til egentlige tænder. Ifølge en alternativ teori opstod hvirveldyrenes første hårdvæv som tandelementer i mundhulen, hvilket ses hos uddøde conodonter og tidligere kæbeløse chordater fra Kambrium.

Det generelle hvirveldyrtandsæt består af én til flere rækker af mange simpelt udformede tænder i over- og underkæben og talrige tandskifter af gradvis større tænder under dyrets vækst. Et sådant tandsæt benævnes homodont (ens tænder) og polyphyodont (mange tandgenerationer). Efterfølgende tænder påbegyndes ofte fra den indre ende af en tandliste, en pladeformet indvoksning af det tanddannende mundhuleepithel. Omtrent samtidige tandskifter sker på alternerende positioner, så der til stadighed er et fuldt funktionelt tandsæt. Afhængigt af kost, levevis og arv har evolutionen dog frembragt adskillige afvigelser fra det generelle mønster inden for de forskellige hvirveldyrgrupper.

Blandt bruskfiskene er hajer og rokker udstyret med et tæt batteri af tænder, fæstnet til kæbebruskene via bindevævsfibre. En tigerhaj skifter fx over 2000 tænder om året. Tænderne er uden emalje, idet det ydre lag består af hypermineraliseret dentin, såkaldt enameloid. Kimærer har erstattet tænderne med seks store tandplader til knusning af skaldyr. Hos benfiskene opstod et knogleskelet med store, pladeagtige hudforbeninger, og tænderne, som også forekommer på ganetaget, gælleskelettet og tungen, er ofte fastvokset til disse. Emalje findes kun på siden af tænderne, mens spidsen udgøres af enameloid. Først hos de kvastfinnede fisk, hvis eneste overlevende form er den blå fisk, blev spidsen ligesom hos landhvirveldyrene (tetrapoderne) dækket af emalje. Visse benfisk lever af dyr med hårde skaller og har udviklet forskelligartede tænder (heterodonti) til hhv. at gribe og knuse byttet. Lungefiskenes seks tandplader er beklædt med et tyndt emaljelag. Blandt moderne padder er det yderste lag af halepaddernes larvetænder stadig enameloid. Springpaddernes larver spiser alger og har kun horntænder, og de voksne er uden tænder i underkæben.

Den evolutionære udvikling af amniotægget (se amnioter) nødvendiggjorde samtidig udviklingen af en skarp struktur hos ungen til at undslippe den hårde æggeskal. Hos skildpadder, tuataraer, krokodiller og fugle dannes en æghorntand af keratin på snuden af fostret, mens firben og slanger anvender en ægte ægtand forrest i overkæben. Pudsigt nok har de æglæggende kloakdyr både ægtand og æghorntand. Typisk for krybdyr er funktionsdygtige tænder allerede til stede ved klækningen, fastvokset til indersiden af kæberne, og de udskiftes regelmæssigt livet igennem. Hos fx kamæleoner sidder tænderne dog på kæbekanten, og der er ingen tandskifter (monophyodonti).

Krybdyrunger har spidse tænder til fangst af insekter og andre smådyr, mens nogle former som voksne danner specialiserede tænder til plantekost, fx Galapagos' leguaner. Hos giftslanger ledes giften ud gennem en fure eller kanal i gifttænderne. Krokodillers tænder sidder fæstnet i kæbetandhuler med bindevævsfibre; en alligator vil med 20 tandpositioner i hver kæbehalvdel og ca. 50 tandskifter i sin levetid producere ca. 4000 tænder. Den tidligste fugl, Archaeopteryx fra Sen Jura (ca. 150 mio. år før nu), og tandfugle fra Kridt havde stadig tænder i kæberne.

Det er hos de moderne pattedyr, therierne, vi finder de mest epokegørende forandringer af det oprindelige hvirveldyrtandsæt, hvilket kan følges via en lang række af fossiler. Som regel er tænderne udformet til forskellige opgaver i fødeoptagelsen, hhv. fortænder, hjørnetænder, forkindtænder og bagkindtænder (heterodonti). Tænderne er imidlertid unødvendige i et tidsrum efter fødslen, mens ungen dier mælk hos moderen, og tandsættet består kun af to generationer (diphyodonti): mælketænder og de væsentlig større blivende tænder. Følgelig reduceres den oprindelige tandliste til udvækster på mælketandskimene, hvorfra de blivende tænder dannes. De brede, mangespidsede bagkindtænder udgør et sammenhængende kompleks, hvor over- og underkæbens tænder er nøje tilpasset et præcist bid og dertil hørende slid, og de skiftes derfor ikke. Sammenbidning er mulig, uden at tænderne knækker af, fordi de har én til flere tandrødder, beklædt med cement, som er elastisk fæstnet til tandhuler i kæberne vha. bindevævsfibre. Pungdyrenes tandskifte er yderligere reduceret til kun den bageste forkindtand, sikkert pga. ungens fasthæftning til pattevorten. Modsat andre hvirveldyr har pattedyr prismatisk emalje, der er bedre egnet til skærende slid.

Læs også om tænder som palæontologisk og arkæologisk studieobjekt.

Læs om menneskets tænder.

 

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.
Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste forfatter
Redaktionen
27/01/2011
Oprindelig forfatter
BWes
02/02/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki