ortopædi

Ortopædiens udvikling

 Ortopædi nævnes første gang i 1741 af den franske kirurg Nicolas Andry de Boisregard (1658-1742) i hans værk om forebyggelse og korrektion af deformiteter hos børn. I bogen findes en illustration af en plantepind, der støtter et ungt træ, hvilket siden er blevet insignia og symbol for de internationale ortopædiske selskaber.

Indtil ca. 1900 omfattede ortopædisk behandling hovedsagelig skævhed i ryggen (skoliose), tuberkulose og andre infektioner i knogler og led, poliofølger, medfødte defekter, fx hofteledskred og klumpfod, samt lammelse af armen som følge af fødselslæsion. Behandling af knoglebrud og andre læsioner blev varetaget af de kirurgiske sygehusafdelinger. Størstedelen af den ortopædiske behandling bestod af bandager og ortoser, men nogle få simple operationer, fx opretning af skæve knogler med udtagning af kiler (osteotomi) og ukompliceret seneforskydning, blev også udført.

I 1911 revolutionerede den amerikanske ortopæd Russel Hibbs (1869-1932) behandlingen af skoliose og ryghvirveltuberkulose ved at foretage stivgøring af flere ryghvirvler. Det blev indtil 1900-t. betragtet som umuligt at behandle hoftebrud, men i 1930'erne udviklede den norskfødte amerikanske ortopæd Marius Smith-Petersen (1886-1953) et særligt søm, som kunne indsættes og holde bruddet sammen (se osteosyntese). Kort herefter udvikledes ledproteser til behandling af hoftebrud, som ikke ophelede. Disse ledproteser forbedredes i en sådan grad af den britiske ortopæd John Charnley (1911-88), at indsættelse af total hofteledsprotese kunne anvendes ved hofteslidgigt (se også artroplastik). Senere er indsættelse af ledproteser i knæ- og skulderled blevet almindelig; sjældnere indsættes kunstige albue-, finger-, fod- og tåled.

Dansk ortopædi

Det første danske professorat i ortopædi blev i 1957 besat med Arne Bertelsen (1910-71), der fra 1952 var overlæge på det københavnske Ortopædisk Hospital, hvor behandlingen af de fleste ikke-akutte ortopædiske lidelser var centraliseret. Ortopædisk Hospital blev i 1978 nedlagt, og dets afdelinger overflyttet til Rigshospitalet.

Det ortopædkirurgiske speciale blev udskilt fra kirurgi i Danmark i 1966. Ortopædiske afdelinger har siden midten af 1980'erne varetaget behandlingen af knoglebrud og andre skader, herunder også skadestuebehandling. Der findes ortopædkirurgiske afdelinger på alle centralsygehuse, ligesom der er professorater i faget ved universiteterne i København, Odense og Århus; på de tilknyttede universitetshospitaler varetages særopgaver, fx behandling af knoglesvulster og andre svulster i bevægeapparatet.

I slutningen af 1900-t. er der sket en faglig underopdeling, således at nogle opgaver varetages af ortopæder med en ekspertfunktion i håndkirurgi, børneortopædi, rygkirurgi, reumakirurgi, fodkirurgi, idrætskirurgi, infektionsortopædi, mikrokirurgi, kræftkirurgi eller traumekirurgi, hvoraf de to førstnævnte er godkendte grenspecialer i Danmark. Ortopædi har tæt relation til plastikkirurgi, neurokirurgi, reumatologi, geriatri, anæstesi og radiologi.

Den ortopædkirurgiske forskning og udvikling har medført store landvindinger, herunder artroskopi, artroskopisk kirurgi og behandling af knoglebrud med nye former for osteosyntese og bandagering med forskellige ortoser. Forekomst af slidgigt med behov for indsættelse af ledproteser og knogleskørhed med deraf følgende knoglebrud øges gradvis pga. det stigende antal ældre, ligesom den øgede sportsaktivitet medfører en stigende forekomst af skader. Omkostningerne til behandling af ortopædkirurgiske lidelser udgør en væsentlig del af sundhedsudgifterne i de vestlige lande.