delirium

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

delirium, psykisk abnorm tilstand præget af bevidsthedsuklarhed pga. sygdom eller anden skadelig påvirkning af hjernen. En bevidsthedsuklar person kan ikke opfatte omgivelserne præcist og fastholde opmærksomheden. Bevidsthedsintensiteten er svækket med nedsat evne til genkaldelse af nylige begivenheder. Den normale psykiske integritet er ophævet. Personen er desorienteret, dvs. ude af stand til at give korrekte oplysninger om tidspunktet, datoen, opholdsstedet samt egne private forhold (fødselsdag, navn, ægtestand o.l.). Virkelighedsopfattelsen er forstyrret, idet sanseindtryk mistolkes, og fx opfattes skygger som truende personer. Hallucinationer, dvs. ikke reelt eksisterende sanseindtryk, fx slanger og truende stemmer, og forfølgelsesforestillinger kan fremkalde angst.

Ordet delirium kommer af latin, afledt af delirus 'forrykt', egl. 'bort fra plovfuren'.

Aktiviteten kan veksle mellem planløs urolig foretagsomhed og initiativløshed. En delirøs tilstand kan derfor sammenlignes med mareridt. Et delirium kan blive livstruende, delirium acutum. Delirøse tilstande udvikles i løbet af timer eller få dage, men symptomer, varighed og sværhedsgrad afhænger af den grundlæggende årsag. Efter mange års alkoholmisbrug kan der optræde abstinenssymptomer, delirium tremens, præget af udtalt motorisk uro, rysten og sveden med ledsagende uhyggelige synshallucinationer.

Delirium kan optræde ved enhver sygdom, hvor hjernens biologi forstyrres. Tilstanden ses typisk efter alvorlige infektionssygdomme (fx hjerne- og lungebetændelse) og større operationer. Op til 30-50% af patienter på intensive afdelinger bliver delirøse. Indtagelse af forskellige misbrugsstoffer og lægemidler er andre årsager. Disponerende forhold er høj alder og svækket helbredstilstand. Behandlingen rettes primært mod den tilgrundliggende sygdom. Symptombehandling med beroligende lægemidler er ofte påkrævet.


 

Kommentarer

Skriv kommentar

Her kan du skrive en kommentar til artiklen. Du skal være logget ind for at kunne skrive kommentarer.

Hvad er en kommentar? Her kan du kommentere artiklens indhold. Dine kommentarer er synlige for alle brugere.

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   E-bøger
hos g.dk

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste forfatter
Redaktionen
06/01/2011
Oprindelig forfatter
RRos
29/01/2009

© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki