delirium

delirium, psykisk abnorm tilstand præget af bevidsthedsuklarhed pga. sygdom eller anden skadelig påvirkning af hjernen. En bevidsthedsuklar person kan ikke opfatte omgivelserne præcist og fastholde opmærksomheden. Bevidsthedsintensiteten er svækket med nedsat evne til genkaldelse af nylige begivenheder. Den normale psykiske integritet er ophævet. Personen er desorienteret, dvs. ude af stand til at give korrekte oplysninger om tidspunktet, datoen, opholdsstedet samt egne private forhold (fødselsdag, navn, ægtestand o.l.). Virkelighedsopfattelsen er forstyrret, idet sanseindtryk mistolkes, og fx opfattes skygger som truende personer. Hallucinationer, dvs. ikke reelt eksisterende sanseindtryk, fx slanger og truende stemmer, og forfølgelsesforestillinger kan fremkalde angst.

Aktiviteten kan veksle mellem planløs urolig foretagsomhed og initiativløshed. En delirøs tilstand kan derfor sammenlignes med mareridt. Et delirium kan blive livstruende, delirium acutum. Delirøse tilstande udvikles i løbet af timer eller få dage, men symptomer, varighed og sværhedsgrad afhænger af den grundlæggende årsag. Efter mange års alkoholmisbrug kan der optræde abstinenssymptomer, delirium tremens, præget af udtalt motorisk uro, rysten og sveden med ledsagende uhyggelige synshallucinationer.

Delirium kan optræde ved enhver sygdom, hvor hjernens biologi forstyrres. Tilstanden ses typisk efter alvorlige infektionssygdomme (fx hjerne- og lungebetændelse) og større operationer. Op til 30-50% af patienter på intensive afdelinger bliver delirøse. Indtagelse af forskellige misbrugsstoffer og lægemidler er andre årsager. Disponerende forhold er høj alder og svækket helbredstilstand. Behandlingen rettes primært mod den tilgrundliggende sygdom. Symptombehandling med beroligende lægemidler er ofte påkrævet.