• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

gæller

Oprindelig forfatter JøLü Seneste forfatter Redaktionen

gæller, åndedrætsorganer hos vandlevende dyr. Gæller er tyndhudede, blad- eller trådformede udposninger fra dyrets overflade. Deres indre er fyldt med strømmende blod eller kropshulevæske, der sikrer transporten af den kuldioxid (CO2), der skal afgives til det omgivende vand, og den ilt (O2), der skal optages og fordeles i kroppen. Det omgivende vand fornyes, enten ved at det sættes i bevægelse ved muskelkraft (fx hos blæksprutter og fisk), ved at gællerne selv bevæges (fx hos paddelarver), eller ved at gællernes overflade bærer cilier (fx snegle og muslinger). Mange dyr udskiller også ekskretionsproduktet ammoniak gennem gælleoverfladen, og krebsdyr og fisk afgiver eller optager salte via gællerne.

Havbørsteorme (se ledorme) bærer buskede gæller på flere af kropsleddene og leder ved kropsvridninger eller -peristaltik en vandstrøm forbi dem. Krebsdyrs gæller er som regel et større antal bladformede eller grenede udvækster fra benbasis eller kroppens sider; hos tibenede krebsdyr (decapoder) og dafnier er de anbragt i en gællehule, der ventileres ved benbevægelser. Hos nogle landlevende krebsdyr kan gællerne bruges ved luftånding, så længe de er fugtige. Hos dolkhaler er baglemmerne omdannet til bladgæller; hos de fjernt beslægtede skorpioner og edderkopper er disse krænget ind i kroppen som luftfyldte boglunger.

Hos bløddyr er de to ens gæller anbragt i en vandfyldt kappehule. De er opbygget af mange parallelle gælleblade, som hos de fleste muslinger er forlænget til tråde, der samtidig bruges til indsamling af fødepartikler fra åndingsvandet. En tilsvarende kombination af fødeindsamlings- og gællefunktion ses hos mosdyr, brachiopoder og en del filtrerende havbørsteorme.

Hvirveldyrenes og de beslægtede sækdyrs gæller er tyndvæggede og blodrige områder i væggen af et antal gællespalter, der forbinder svælget med kropsoverfladen. Sækdyr har mange små gællespalter, som besørger både ånding, kvælstofudskillelse og fødeoptagelse. Alle hvirveldyr anlægger et mindre antal (sædvanligvis seks par) gællespalter, men kun hos rundmunde, fisk og padder bærer de gæller, som hos benfiskene åbner sig udadtil i en gællehule. Fisks gæller er rækkestillede gælleblade. Åndingsvandet presses ud gennem spalterne og forbi gællerne ved kompression af mundhule og svælg, eller ved at fisken svømmer fremad med stor fart og vidt åben mund. Hos sild og brugde (en stor hajart) sies plankton fra åndingsvandet i et skeletunderstøttet gællegitter på svælgsiden af spalterne. Paddelarver og en del voksne halepadder bærer tre par fjerformede og meget bevægelige udvendige gæller lige oven over gællespalterne.

En særlig slags gæller er vandlevende insektnymfers trakégæller, der er hududvækster, som i stedet for blodkar indeholder fint forgrenede, luftfyldte rør, trakéer. Vandedderkopper og vandkalve, som er vandlevende biller, ånder vha. en fysisk gælle: Ilt fra det omgivende vand diffunderer ind i en medbragt luftboble i takt med, at ilten i den indeholdte luft forbruges.